Læserbrev: Om forskelsbehandling |
Vi fortsætter debatten om de konservatives nye oplæg til at lave et såkaldt ”nationalt kompromis” hen over midten i folketingssalen. Man vil gerne lokke regeringspartneren Venstre til at lave en omstrukturering af vores velfærdssamfund uden om det ”økonomisk uansvarlige” støtteparti, Dansk Folkeparti.
Det er så spændende en debat, at vi gerne vil være med i den også hér på NetNyt, og i går fandt vi således et indlæg i avisen fra en ældre Randers-borger, der har gjort sig følgende tanker:
”Nu, da politikerne taler om velfærdsreformer, bedes følgende taget med i overvejelserne set ud fra ligestillingen.
Man indbetaler til én pension, men reelt er der til to, da den efterlevende modtager livsvarig pension fra tjenestemandspensionssystemet og det lukrative pensionssystem, politikere modtager fra.
Et menneske forlader det private arbejdsmarked af helbredsmæssige grunde og får tildelt en invalidepension. Denne pensions størrelse er bestemt efter ægtefælles/samboendes indtægt. Afgår førtidspensionisten ved døden, er der tre måneders efterlevelsespension. Invaliditetstillægget ophører ved det fyldte 65./67. år.
Et menneske forlader det offentlige arbejdsmarked med tjenestemandspension af helbredsmæssige grunde og får tildelt helbredspension, vel at mærke livsvarigt. Når den pensionsberettigede afgår ved døden, er der en procentsats til den efterladte, vel at mærke livsvarigt. Er der mindreårige børn, er der børnepension.
Bliver man valgt til et frivilligt politisk arbejde - amt - folketing - byråd - minister - er man efter otte år på posten fuldt pensionsberettiget fra det fyldte 60. år.
Man kan spare penge på følgende forslag:
De vederlag, som udbetales for politisk arbejde, kunne være afhængig af ægtefællens/samboendes indtægt, som pensionslovgivningen tilsigter.
Det offentlige tjenestemandspensionssystem kunne man overveje, at man indbetaler 1½ pensionsbidrag, så den pensionsberettigede selv betaler livslang pension til den efterladte.
Hvorfor er der den forskelsbehandling af mennesker, som er reelt ligestillede med hensyn til helbredet? Om man kalder det invalidepension eller helbredspension, er i realiteten det samme.
Dette er tanker under hedebølgen, hvor idéen opstod til det foran nævnte.”
Skrevet af Jens Chr. Bertelsen fra Randers i Randers Amtsavis torsdag d. 14. august
Redigeret af Rex, redaktion 11.
[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]
© Nørre Djurs Net 2002