| Lille brand - stor udrykning |
Landmændene har vist sjældent haft så fantastisk flot og tørt høstvejr, som de har lige nu, men det har naturligvis den negative følgevirkning, at der intet skal til for at sætte ild i det knastørre landskab.
Således gik det så galt for en landmand fra Emmelev, at (sandsynligvis) en lille gnist fra en traktor satte ild i en brakmark med græs tæt ved gården.
Da konen så dette, turde hun ikke andet end at ringe til brandvæsenet, og hele 3 brandslukningskøretøjer blev udkommanderet til stedet. Heldigvis nåede landmanden, inden brandmandskabet nåede frem, at pløje en rende, så ilden blev begrænset til en lille del af marken. Den havde dog allerede godt fat i en klynge træer mellem marken og en stor ladebygning, så brandvæsenet fik alligevel brug for at sprøjte en masse vand for at forhindre ilden i at brede sig via træerne og til bygningen, der er fyldt op med maskiner.
Skrevet af Rex
Redigeret af Rex, redaktion 11.
[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]
© Nørre Djurs Net 2002