Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 07-08-03
Ved Bendi Sørensens død

Et kendt ansigt i Nørre Djurs i kraft af sit mangeårige virke for Stenvad Boldklub, Bendi Sørensen fra Stenvad, døde forleden, og i den anledning bringer vi den levnedsbeskrivelse, som Kirsten Westergaard fra Selkær har skrevet i dag:

”Bendi Sørensen havde det meste af sin opvækst i Stenvad og var ude at tjene på landet. Under krigen var han chauffør hos en vognmand i Stenvad, og derefter begyndte han at grave tørv i Stenvad Mose de næste 10-15 år og blev så chauffør for Grenå Dampvæveri nogle år, inden han sluttede sit arbejdsliv med syv-otte år som pedel ved Ørum Skole, hvorfra han gik på pension i 1986.
I 1952 giftede han sig med Ellen, og de bosatte sig i Stenvad, hvor han holdt meget af at arbejde i haven.

Bendi Sørensen var med i Stenvad Boldklub fra den startede for 75 år siden, hvor han spillede drengefodbold. Han blev formand for klubben som 20-årig og holdt denne plads i de næste 54 år og har modtaget DBU`s guldnål i forbindelse med sit 50 års jubilæum som formand. Han blev i forbindelse med Stenvad Boldklubs 75 års jubilæum for mindre end en måned siden æresmedlem af klubben. Efter sin pensionering holdt han klubbens baner, bolde, m.m. Han var i det hele taget dén, der ordnede mange praktiske ting, og det fortsatte han med til for ca. en måned siden.

Der blev også plads til andet i den travle mands liv. Han var socialdemokrat og sad som sådan i kommunalbestyrelsen i Nørre Djurs i 20 år. Her var det især det sociale omkring de unges liv, der interesserede ham.

I hans tid i tørvemosen var han aktivt med til at starte den lokale afdeling af arbejdsmændenes fagforening, SID.
Parret havde den store sorg at miste en datter for otte år siden, men ellers var Bendi Sørensen en mand med et godt humør, og han var altid parat med en vittighed eller en kvik bemærkning.

Bendi Sørensen efterlader sin kone, to døtre, otte børnebørn og otte oldebørn samt to søstre.”

Skrevet af Kirsten Westergaard i Randers Amtsavis torsdag d. 7. juli

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002