Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 03-07-03
Læserbrev: Mangel på arbejdspladser

En læser af Jyllands Posten efterlyser i dag ærlighed fra beslutningstagerne. Hele tiden bliver der strammet op for at få folk tvunget i arbejde, men hvor er arbejdspladserne, spørger han:

Hvornår vil politikere/fagforeninger erkende - og vedstå ærligt - at vi i Danmark har katastrofal mangel på arbejdspladser?
Integrationsministeren: »Flygtninge/indvandrere skal i arbejde«. Det er ren ønsketænkning, for hvor skal de i arbejde? Beskæftigelsesministeren: "det skal kunne betale sig at arbejde?" Det er rigtigt, men hvor skal arbejdet udføres?
Efterlønen skal afskaffes.

Det er muligvis et rigtigt udsagn, men hvor skal den ældre del af arbejdsstyrken arbejde? Det er arbejdspladser, der er mangel på. Fagforeningerne lukker øjenene for nedværdigende/udsigtsløs aktivering af den ældre del af arbejdsstyrken. Hvorfor er de ikke i oprør mod nedværdigelse af folk, hvis dåbsattest er gulnet?
De ansvarlige i alle organisationer må erkende virkeligheden og sandfærdigt fortælle den danske befolkning om "rigets tilstand", ellers ender vi med en national depression.”

Skrevet af E. Søndergaard Petersen, Schwartzgade 1, Haslev, i Jyllands Posten d. 3. juli

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002