Forleden bragte vi to indlæg i debatten om præster og deres tro/tvivl set fra hver sit vidt forskellige synspunkt. I dag lader vi så en præst helt nede fra Kolding sætte et par ting på plads i dén anledning. Han skriver følgende:

”Kan man tillade sig at tvivle som kristen? Og hvordan med præsterne - kan de? Det bliver diskuteret ivrigt i folkekirken for tiden. Desværre bliver diskussionen igen og igen spoleret af, at begreberne rodes sammen.

Kristne har altid kendt til tvivl, både hos sig selv og hos andre. Men vi glemmer nemt, at der findes to slags tvivl: anfægtelsen og fornægtelsen. Anfægtelsen er den tvivl, der kæmper for troen. Fornægtelsen derimod kæmper imod troen.
Når medierne spørger om tro og tvivl, bliver al tvivl imidlertid sat under én hat. Og dét umuliggør en ordentlig drøftelse.

Som kristne vil vi nødvendigvis løbe ind i anfægtelsen engang imellem. Anfægtelsen er en anstrengende situation, hvor vores tro sættes på prøve, og hvor vi kæmper for igen at finde fast grund under fødderne. Helt anderledes er det, når et menneske fornægter den kristne tro. Det er ikke spor anstrengende. Her er der bare tale om en naturlig modvilje mod alt, hvad der ikke kan måles og vejes. En fornægter har ikke sjælekvaler over sin tvivl. Fornægtelse er tvivl med høj cigarføring.

Som kristne tror vi på konkrete facts. En gudstjeneste kæntrer fra det allerførste ord, hvis jeg som præst ikke ønsker at bøje mig for dét. Min første replik er ifølge ritualet: ”Herren være med jer”. Og det er selvfølgelig rent hykleri fra min side, hvis jeg ikke selv tror på, at Herren lever og er opstået konkret.

Findes Jesus ikke som opstanden i Himmelen, er kristentroen lige til lossepladsen (ca. sådan skriver Paulus i 1. Korinterbrev kapitel 15), og der er kun et nydeligt tjenestemandssystem tilbage, hvad os arme præster angår.”

Skrevet af sognepræst Michael Lerche Nygaard fra Kolding i Randers Amtsavis onsdag d. 25. juni

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002