Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 19-06-03
Læserbrev: Flest liv for pengene

Hos Kristeligt Folkeparti er man stærkt utilfredse med, at regeringen tøver med at indføre de såkaldte partikelfiltre. Det skriver partiets miljøordfører følgende om:

”Kristeligt Folkeparti har tidligere foreslået, at der blev monteret partikelfiltre på dieselbusser og lastbiler. Filtrene kan beviseligt redde liv, fordi de minimerer udslippet af de diesel-partikler, der kan udløse astma- og bronkitis-dødsfald. Samtidig kan filtrene nedsætte antallet af sygedage for folk med sarte luftveje - som der desværre er mange af.

Vi fik ikke regeringens opbakning, men et løfte om en redegørelse for, hvordan brugen af dieselfiltre kan fremmes. Den er kommet nu, og det er skuffende læsning. Der foreslås meget beskedne tilskud til montering af filtrene, men det er slet ikke nok. Og selv ikke de tilskud får opbakning hos regeringens mildest talt ikke særligt miljøvenlige støtteparti, Dansk Folkeparti. Dén regering, der taler så meget om ”mest miljø for pengene”, er tilsyneladende ligeglad med ”flest menneskeliv for pengene”. Den forpasser chancen for den gode investering, der ellers blev anbefalet af Venstres miljøordfører for nylig, da der kom et tv-kamera forbi.

Til trods for at redegørelsen endnu engang slår fast, at mindst 450 personer årligt dør af partikelforureningen, læner regeringen og DF sig tilbage og afventer de EU-standarder, der vil blive indfaset engang i fremtiden. Indtil da må dem med sarte luftveje klare sig selv.”
Skrevet af Kristeligt Folkepartis miljøordfører, Mogens Nørgård Pedersen, i Randers Amtsavis torsdag d. 19. juni

Det lokale selvstyre vandt
Af Leif Mikkelsen (V), medlem af Folketingets Kommunal-udvalg
HVEM var det, der vandt i dag? Det kunne have været en overskrift på sportssiderne, men det handler om den netop indgåede aftale mellem KL, Amtsrådsforeningen og regeringen.

Vi har gennem mange år forsøgt at løse alverdens problemer i den offentlige sektor ved ukritisk at sætte skatten op. Den nyligt indgåede kommuneaftale om næste års økonomi er et skridt i den rigtige retning væk fra skatteglidebanen, fordi den nu cementerer skattestoppet. Den er et vidnesbyrd om, at vi godt kan få det her velfærdssamfund til at fungere ud fra Venstres grundlæggende synspunkt om, at pengene ligger bedst i borgernes lommer.

Dette års forhandlinger har været præget af en god tone, og ikke mindst en konstruktiv dialog. Det er bl.a. værd at bemærke, at KL selv er kommet med en model til at hjælpe vanskeligt stillede kommuner. KL har dermed gjort sig medansvarlig, og det må derfor være slut med kommunernes evindelige klagesang om, at det er regeringens skyld.
For amternes vedkommende har man nu adopteret ideen om en særlig aktivitetsbaseret finansieringspulje i sygesektoren - altså penge til at fjerne ventelisterne. Amterne har dermed, ligesom kommunerne, udvist en særdeles ansvarlig adfærd.
Aftalen viser med al tydelighed, at der er plads til økonomisk vækst i både amter og kommuner - og det uden at hæve skatten. Kodeordet er altså vækst - og ikke nedskæring.

Så hvem var det, der vandt i dag? Ja, det var det lokale selvstyre, og dermed Venstre. Og hvem var det så, der tabte ? Det var det socialdemokrati, der helst havde set, at forhandlingerne kuldsejlede, så man fortsat kunne råbe "nedskæring" efter regeringen. Det vil sige det socialdemokrati, der er imod skattestoppet, fordi socialdemokratisk politik får åndenød, når man ikke bare kan hæve skatten.


Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002