Læserbrev: Hvorfor nej til økonomiaftale? |
I disse dage er aftalen mellem regeringen, kommunerne og amterne om det kommende års økonomi blevet gjort færdig. Det endte med noget videre rammer for både amter og kommuner, men en SF`er fra Århus Amtsråd stemte imod aftalen, da den kom til afstemning i Amtsrådsforeningen, i hvis bestyrelse hun har sæde. Hér forklarer Bente Nielsen om baggrunden for nej`et:
”Regeringen svigter både miljøet, de svageste og har sat demokratiet på vågeblus - men vil forgylde privathospitalerne!
Amtsrådsforeningens forhandlere, Kristian Ebbensgaard og Bent Hansen, har slidt for at få flere penge og mindre bindinger ind i den aftale, der er indgået med regeringen om næste års økonomiaftale. Og under de givne forudsætninger har det ikke været muligt at få en anderledes aftale.
Regeringens økonomiske prioriteringer er slået igennem.
Der er kommet flere penge til sygesikring og det sociale område, og det er godt, at det nu er aftalt, at de såkaldte Lars Løkke-puljer skal afvikles til næste år. Det hilser jeg velkommen.
Men regeringens falsum om, at alt skal kunne lade sig gøre, uden at de vil fortælle befolkningen, hvad der ikke bliver råd til, er desværre også en barsk realitet.
Aftalen legitimerer regeringens økonomiske politik - penge til sundhedsområdet, hvor det enkelte amt skal skaffe 30% for at få del i de 70%, presser arbejdsmiljøet og nye rationaliseringer igennem - forgylder de private sygehuse, der får 100% betaling for deres behandlinger - prisen for fritvalget og det større bureaukrati er ikke beregnet - miljø og kollektiv trafik står overfor nye nedskæringer.
Truslen om nye rationaliseringer og nye sparerunder i det enkelte amt bliver desværre en konsekvens, når regeringen fastlægger serviceniveau.
Udfra disse overvejelser har jeg stemt nej til aftalen.”
Skrevet af SF-amtsrådsmedlem og bestyrelsesmedlem i Amtsrådsforeningen, Bente Nielsen fra Silkeborg, i Randers Amtsavis tirsdag d. 17. juni
Redigeret af Rex, redaktion 11.
[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]
© Nørre Djurs Net 2002