Vi har på det seneste fulgt debatten om det såkaldte ”grå guld”, og således står følgende indlæg i dag at læse i Amtsavisen:

”Der har snart været skrevet mange om det ”grå guld” eller de danske seniorer, beskrevet som en gruppe, der bærer en stor byrde i vores samfund ved at have en høj arbejdsløshed, eller gruppen, der er kendetegnet ved en stor ufaglært gruppe, som har været hårdtarbejdende i mange år på dét samfund, men hvad er virkeligheden for denne seniorgruppe?

Det er rigtigt, at gruppen efter miin mening indeholder en del såkaldte ufaglærte (både M`ere og K`ere), men gruppen indeholder også mange velkvalificerede mennesker, indeholdende mennesker med stor ledelseserfaring, som har forsøgt sig med adskillige jobansøgninger både i og udenfor eget jobområde.

Fremstillingen af gruppen har altså været, at en gruppe ældre medborgere fremover ikke er anvendelig på det danske arbejdsmarked, og at seniorgruppen med den igangværende fyrings- eller prikkerunde på flere danske virksomheder vil vokse i takt med omlægning og indførelse af den berømmelige teknologi.

Lærdom fra industrisamfundet er ikke anvendelig mere.
Er det den eneste forklaring på seniorgruppens arbejdsløshed?

Jeg mener, at der er flere aspekter i dette forhold, hvor jeg vil fremhæve svagheden ved at være i samme virksomhed i ret så mange år og udføre mange velkendte arbejdsrutiner uden efteruddannelse som værende en næsten tikkende bombe under den den ansatte.
Gennem manglende interesse i eller mulighed for personlig og faglig udvikling vil den enkelte ansatte være sårbar og et svagt led i en virksomhed, når der skal foretages justeringer i personalemængden.

Selvfølgelig har alderen en betydning for menneskers evne til at være højproduktive, men på den anden side er faglig erfaring efter mange års job i samme fagområde efter min mening et dårligt signal til både sig selv og virksomheden om, at efteruddannelse ikke er nødvendigt, for det går jo lige så godt, ikke?

Nej, efter min bedste overbevisning har de ældre ansatte også et medansvar for deres egen tilknytning til arbejdsmarkedet og er ligeledes ansvarlige for deres egen evne til omstillingsparathed i forhold til den teknologiske udvikling.
Jeg hører mange ældre mennesker næsten sige, at de er glade for, at de ikke er på arbejdsmarkedet mere på grund af tempo, høj teknologisk udvikling, m.m., men samtidig hører jeg også de samme mennesker sige, at de ikke er uddannede til det nye arbejdsmarked, så det handler om at komme på efterløn hurtigst muligt.

De mennesker, som i dag er 40-50 år, kan man næsten kun hviske i øret, at de i god tid skal gøre sig bredere på arbejdsmarkedet via efteruddannelse i stedet for at tænke, at nu er der kun så og så mange år, til jeg trækker mig tilbage fra arbejdsmarkedet.
Efteruddannelsen burde støttes af arbejdsgivere, fagbevægelse og ikke mindst af samfundet.
En veluddannet seniorgruppe vil - udover en forhåbentlig længere tilknytning til arbejdsmarkedet med mindre behov for afhængighed af offentlige kasser - også være en befolkningsgruppe, som, når de endeligt går ud af arbejdsmarkedet, også er bedre til dels at beskæftige sig selv og dels efter lyst og behov være aktive deltagere i det frie og nødvendige sociale og samfundsmæssige arbejde, for samfundet har selvfølgelig fortsat brug for deres personlige kompetencer.

Dette er også dét, man kan kalde livskvalitet for den ældre befolkningsgruppe.
Lad mig skynde mig at tilføje, at efterlønnen skal forblive i dens nuværende form, men efterlønnen burde kun være en mulighed i tilfælde af en uforudset situation for den enkelte.

I håb om en god og saglig debat om emnet vil jeg ønske alle en god sommer!”

Skrevet af familierådgiver Kai Davidsen fra Randers i Randers Amtsavis mandag d. 16. juni

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002