Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 16-06-03
Myten om den forfulgte lufthavn

Det er yderst sjældent, vi bringer et læserbrev som tophistorie, men i dag gør vi en undtagelse. Det er amtsborgmesteren, som svarer på et tidligere bragt debatindlæg.
 


”I et læserbrev langer Mogens Schou Christiansen ud efter lokalpolitikere i almindelighed og amtspolitikere i særdeleshed.
Det forlyder, at Århus Amt modarbejder sin hovedbys interesser på alle områder - især trafikalt.
Indlægget bygger på en række forkerte forudsætninger.
Den første er, at lufthavnen i Tirstrup skulle være døende. Lufthavnen slås ganske rigtigt med de lavkonjunkturer, som præger hele branchen.

Men passagertallet stiger igen, og midt i maj øgede Cimber Air antallet af flyafgange fra Aarhus Lufthavn til Kastrup lufthavn, så der i alt bliver 17 forbindelser mellem Tirstrup og hovedstaden på hverdage.
Den anden forkerte forudsætning er, at Århus Amt modarbejder en ny storlufthavn i Århus Kommune. Som jeg gentagne gange har slået fast, er den sag først og fremmest en sag mellem Århus Kommune og Trafikministeriet.
Først sidst i juni bliver der - antagelig - klarhed over, om der overhovedet er flertal i Århus Byråd for den nye lufthavn. Og siden er det staten - trafikministeriet - der skal give en endelig tilladelse til beliggenheden.

Og galt går det igen omkring kritikken af linieføringen af motortrafikvejen til lufthavnen. Her harcelerer Mogens Schou Christiansen over, at motortrafikvejen er anlagt med en stor bue mod syd efter Rønde.

Her kan jeg kun sige, at Århus Amt overtog vejen fra staten i 1998, inklusiv bue.
Jeg kan ikke give forklaringen på det sving, men skulle man følge skribentens logik, står også staten til nedlæggelse for ikke at give Århus frie hænder til at bestemme sin egen udvikling.
Til gengæld er det ganske rigtigt, at vi i Århus Amt har sagt nej til at betale de ni mio. kr., det koster at forkorte tilkørslen til lufthavnen med tre km.

Vi har ganske enkelt ikke råd. Længere er den forklaring ikke. Når det er tilfældet, skyldes det blandt andet, at vi har valgt at bruge mange millioner på at opprioritere infrastrukturen omkring Århus med to store anlægsarbejder: Den nye motorvej mellem Søften og Skødstrup og den ydre ring sydvest for Århus.

Også på trafiksiden kan vi som lokalpolitikere bestemt være os selv bekendt.
Regeringen offentliggjorde februar i år en plan for statens investeringer de næste ti år. Planen afsætter 698 mio. kr. til trafikinvesteringer i Østjylland i perioden.

Det er penge, som vil komme regionen til stor gavn.
Alt i alt mener jeg, at Århus Amt - i tæt og godt samarbejde med Århus Kommune - gør en hel masse for at give vækst i kommunen.
En ny it-forskerpark - den første i landet - vil se dagens lys.

Vi samarbejder på integrationssiden og bygger et nyt kunstmuseum, som udover at være til almindelig glæde hos borgerne også bidrager til at fastholde og tiltrække arbejdskraft for kommunens virksomheder.”

Skrevet af Johannes Flensted-Jensen (S), amtsborgmester i Århus Amt, i Jyllands Posten d. 16. juni

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002