Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 25-02-03
Anders Fogh Rasmussen og den sociale arv

Her i Nørre Djurs kan vi enten prale af eller græmme os over – alt efter temperament og politisk overbevisning – at statsminister Anders Fogh Rasmussen er født på en gård i Nørre Djurs. For nylig udkom der en slægtsforskningsbog med beskriverlser af statsministerens slægt, og herom skriver de lokale bagmænd bag udgivelsen:

”Interessen for slægtsforskning og den lokale historie er i stadig vækst. Det præger arbejdet på Grenå Egnsarkiv og i Slægts- og Lokalhistorisk Forening for Østdjursland. Sammen afholde de jævnligt kurser i slægtsforskning og vejleder interesserede i emnet.
Den lokale forening er tilsluttet Sammenslutningen af Slægtshistoriske Foreninger, der har taget initiativ til at udgive en lille bog, der meget instruktivt illustrerer, hvad en slægtshistorisk undersøgelse kan føre til. Anledningen er såmænd statsminister Anders Fogh Rasmussens nyligt overståede 50 års fødselsdag, og hans forfædres liv og færden er emnet. Vi slår ørerne ud – det meste handler nemlig om den østlige del af Djursland.
Statsministeren blev født på Holmegård i Ginnerup Sogn d. 26. januar 1953, og hans aner repræsenterer et bredt spektrum af bondesamfundet forskellige steder på Djursland. Vi møder landarbejdere, indsiddere, husmænd og gårdmænd, og mange af de forhold, som enhver slægtsforsker vil støde på, er repræsenteret: Social opstigning og nedgang, personer, som emigrerer for at prøve lykken eller på flugt fra en forvoldt graviditet. Der er masser af børn født uden for ægteskab, men der savnes personer med en forbryderkarriere.
Måske antyder bogen også et svar på, hvorfor Anders Fogh Rasmussen har taget spørgsmålet om den sociale arv på programmet. Personligt har han ikke avanceret ”fra bistandsklient til statsminister”, men i forhold til sin slægtsbaggrund har han været ”mønsterbryder” og uddannet sig væk fra bondesamfundet. Politisk har han dog fastholdt bondestandens traditionelle kendemærke – at være Venstre-mand.
Kig vores statsminister i kortene ved at læse om hans slægt! Bogen hedder ”I alle de riger og lande – Anders Fogh Rasmussen og fortiden!”, og den rummer fotos af personer, gårde, m.v. fra lokalområdet. Den kan købes gennem Slægts- og Lokalhistorisk Forening for Østdjursland og ved henvendelse til Grenå Egnsarkiv – pris: 25 kr.
Bogens indhold er ganske upolitisk, men omslagets lykønskning til fødselaren fra landets slægtshistorisk interesserede får følgende sympatiske hjertesuk med på vejen: ”…om end netop hans regerings bestræbelser på at spare har ført til forringede forhold for vore traditionelle samarbejdspartnere: Statens Arkiver, Folkeuniversitetet og oplysningsforbundene”.”

Skrevet af Ib Asmussen og Børge Kjær fra hhv. Slægts- og Lokalhistorisk Forening for Østdjursland og Grenå Egnsarkiv i Grenå Bladet d. 25. februar.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002