Det er næsten ved at være sådan, at folk på Djursland i vide kredse, selv blandt ellers traditionelle decentralisater og på tværs af alle partifarver, vælger at arbejde med på de nye strømninger og komme regeringen i forkøbet ved at gå ind for kommunesammenlægning(er) på Djursland, da det jo alligevel vil komme som en ovenfra dirigeret ting. Denne overraskende åbenhed overfor sammenlægning skyldes først og fremmest det vigtige i at manifestere Djursland som en magtfaktor i forhold til det øvrige samfund, føler mange.

Borgerne slikker stadig sårene efter hospitalschokket, og mange er helt naturligt ivrige efter at vise fælles styrke.
Da NetNyt for nogen tid siden deltog i et debatmøde i Hemmed om kommunernes fremtid med bl.a. Grenå-borgmester Gert Schou som en ivrig fortaler for ét Djursland, var stemningen ret positiv over for idéen. Men når talen faldt på konsekvenserne for det nære demokrati, var sammenlægningstilhængerne lidt hurtige til bare at sige: ”Jamen, hvor tit kommer du som borger på rådhuset?” som argument for, at det nære demokrati nærmest kun var et skuldertræk værd og ikke må stå i vejen for udviklingen.
Hér på NetNyt tror vi også på sammenlægninger, men det er vigtigt først at føre en omhyggelig debat om lige præcis på hvilke måder, borgerne har brug for nærdemokrati. En anden ting er, at man ikke engang skal begynde at lægge sig helt fast på sin holdning, før man får belyst spørgsmålet hele vejen rundt. Sagt med andre ord: vi bliver nødt til først at spørge, om vi overhovedet har brug for en central model.
Derfor er vi glade for det indlæg, som tidligere Venstre-minister Britta Schall-Holberg har skrevet, hvor hun på en virkelig tankevækkende måde provokerer både borgere og politikere ved at pege på forskellige farer for demokratiet, hvis man vælger at lægge sammen. Vi citerer fra Jyllands Posten:

”Engang imellem kan man stille sig det spørgsmål: Er vores lille land, Danmark, rentabelt? Er det ikke for lille til at være det? Måske var det en konstruktiv tanke at lægge os sammen med Norge, Sverige og Finland? Vi ville straks spare to kongehuse, en præsident samt tre parlamenter. Nå nej, men i alle tilfælde kunne vores land styres fra København, større er det jo ikke.
At styre det hele fra hovedstaden ville ud over (en mulig?) rentabilitet have den fordel, at der så ikke blev forskel på den måde, der blev styret på. Der ville ikke blive forskel på styringen af Ringkøbing By eller Ringkøbing Amt og på styringen af f. eks. Odense eller Fyns Amt eller en kommune i hovedstadsområdet og Frederiksborg Amt.
Men vi har jo valgt en anden model! Og det var der en mening med! Når man følger debatten om de nu tilsyneladende så nødvendige ændringer i den kommunale struktur, synes den så diffus, at man kan spørge sig, om denne mening - eller disse idealer - er ved at fortone sig? Måske var det godt at nærlæse dem, inden vi begyndte at lave om, bare for at lave om. I den hidtidige model har vi valgt at lægge vægt, ikke på ensartetheden, men netop på forskelligheden. Det gælder ikke alene på de politiske forskelle, men det gælder også på de lokale forskelle. Netop i erkendelsen af de lokale forskelles betydning selv i et lille land som vores, har vi lagt vægt på, at løsningerne af forskellige opgaver også kunne (skulle) være forskellige.
Det var netop ikke et mål i sig selv, at opgaverne skulle løses ens over hele landet, men at borgerne tæt på gennem den lokale debat og valget af folkevalgte i by- og amtsråd kunne være med til at definere velfærd netop i deres lokalområde.
Dette decentrale system sikrede borgernes mulighed for at holde de valgte politikere fast på det ansvar, de er valgt til at varetage. Det er nødvendigt i den forbindelse at gøre sig klart, i hvor høj grad vi i fremtiden ønsker, borgerne alene skal betragte sig som forbrugere, og i hvor høj grad vi til stadighed kan se en værdi i, de skal betragte sig som borgere.
Vi har delt styret op i de tre nu så udskældte skatteudskrivende led: stat, amt og kommuner. At vi valgte den model var netop for ikke at være unødvendig bureaukratiske. Tværtimod. I en række andre lande har man da også været ganske misundelige på denne danske model.
Nu er det, som det system slet ikke duer mere, selv om det er lidt vanskeligt at se, hvad det er for en dokumentation, der skulle kunne bære, at en anden model er bedre til at styre udgifterne og løse opgaverne.
Amterne skal væk. De styrer ikke sundhedsvæsenet godt nok, har det lydt.
Men hvor er dokumentationen for, at amterne ikke gør det godt nok? Hvor er dokumentationen for, at sundhedsvæsenet ville blive bedre og kunderne mere tilfredse i et andet system? Det spørgsmål må stilles så meget mere, som et af hovedargumenterne for, hvorfor det gik så dårligt på sundhedsområdet ofte har været, at det var blevet for stort og ustyrbart. Nu er det nu aldrig rigtig patienterne, der har klaget. Det har derimod i en række år været folketingspolitikerne, der har været dybt bekymrede over den måde, amtspolitikerne styrede sundhedsvæsenet på.
Efter det sidste forslag skal det så ikke ske uden amter, men i større regioner. Ud over, at man altså så alligevel ikke vil af med det ene skatteudskrivende led, som dog var det, der engang startede hele debatten, så er det heller ikke lysende klart, hvordan antallet af indbyggere i et amt skulle have indflydelse på, hvordan sundhedsvæsenet drives.
Det er langt snarere et spørgsmål om effektiviteten på den enkelte institution.
Det problem løser større regioner imidlertid ikke. Derimod kan man frygte, at slagsmålene mellem de lokale og de centrale(folketings)politikere bliver ganske meget kraftigere, hvis regionerne bliver større. Så meget mere, som en sådan regionsdannelse vil blive fulgt op af større kommuner. Men da der ikke ved en sådan omkalfatring af det danske politiske landskab blive rokket ved, at regioner og kommuner stadig vil forvalte 2/3 - eller med større bæredygtighed endnu mere! - af de økonomiske midler her i landet, vil Folketinget og dets politikere stadig skulle sidde og skære tænder over, at vi har et decentralt system.
For det skal vi vel stadig have, trods alt? Og det er jo netop det, der giver de indbyggede problemer. Det er noget af det vanskeligste at have tillid til, at andre kan løse en opgave. For når man nu selv synes, den skal løses anderledes! Eller hvis man nu synes, at Folketinget får for lidt at skulle have sagt eller får for lidt prestige i sådan et system!
Et af argumenterne for større kommuner og færre eller slet ingen amter har været, at der skulle mere ensartethed til. Men det ønske hænger ikke sammen med den stadig større politiske interesse for friere valg for borgerne.
Når det friere valg overhovedet kommer på tale, har netop en af grundene været, at kommunernes ydelser var for lidt tilpasset moderne borgeres individuelle ønsker. Når der samtidig tales om, at sygehusene skal styres af valgte bestyrelser, harmonerer det heller ikke med et ønske om større ensartethed. Når denne bestyrelsesmodel kommer på tale, er det jo netop for at forsøge en anden mulighed for at sikre en større fleksibilitet i styring og ydelser.
Et argument for nødvendigheden af en ændret kommunalstruktur er, at de mindre kommuner og såmænd også de mindre amter ikke kan drives rentabelt. Det er forskerne jo nu imidlertid uenige om rigtigheden af. Enhver kan da forresten også se, at en stor kommune også kan have økonomiske problemer, hvilket bl.a. kan ses i Odense. Det kan naturligvis være befolkningssammensætningen og andre lokale forhold, der gør sig gældende - men det kan jo altså også være ledelsen, det kan være galt med. Som i private og offentlige virksomheder er det ikke altid størrelsen, der har skylden, hvis det går skidt.
Måske skal årsagen til al talen om strukturændringer findes et helt andet sted, nemlig i det faktum, at det er blevet et problem for såvel amter som kommuner, at vi gennem årene har fået defineret velfærd ud fra den antagelse, at jo flere og jo højere ydelser jo mere velfærd.
Jo flere opgaver man læsser over på de lokale forvaltninger, jo dyrere bliver det naturligvis. Og det er jo trods alt ikke kommunerne selv, der laver lovgivningen. Det gør derimod et folketing, der netop fordi dets indflydelse på de 2/3 af de offentlige midler er begrænset, føler sig tilskyndet til stadighed at vise sin berettigelse ved at love borgerne flere og flere ydelser.
Men når sagen har forladt Folketingets bord, skal alle "gaverne" både administreres og betales. Det kan både små og større kommuner gå i knæ på.
Spørgsmålet er i høj grad, hvorfra presset på kommuner og amter kommer? ER det borgerne, der er fordringsfulde - eller er fordringsfuldheden ikke snarere skabt af det højeste politiske niveau?
Måske så meget mere som det er indlysende klart, at det er nemmere at få borgerne i tale ved at tale om de nære ting: ældreomsorgen, sundheden, miljøet, den kollektive trafik - ting som jo er både amter og kommuners ansvarsområde, netop fordi vi har valgt, at ansvaret for disse ting skulle ligge så nær ved borgeren som muligt. Fordi løsningen skulle.
Noget andet er, at man, når man følger debatten om den "nødvendige" ændring i den kommunale struktur, kan få den ubehagelige tanke, at det er selve vores (også lokale) folkevalgte system, vi ikke rigtig mere tror på.
Måske mærker Folketingets medlemmer også dette, som et problem. Et unavngivent medlem af regeringens ekspertudvalg er i Berlingske Tidende 18/12 for at sige: »En af hovedpointerne er derfor at forhindre en proces som den i Århus og Vestsjællands Amter, hvor sundhedsfaglige fornuftige planer blev hakket i stykker, fordi politikerne ikke kunne bære dem igennem.«
Det er jo klar tale: Det er ærgerligt, hvis man har lagt en »sundhedsfaglig fornuftig plan« frem, så at måtte se på, at den ikke kan gennemføres politisk.
Men det er jo netop derfor, vi har et folkevalgt system i dette land. Det har vi, fordi vi har troet på nødvendigheden af at have dette folkelige korrektiv til det ensidigt faglige. Man kunne også sige det på den måde, at vi har lagt vægt på, at det tilsyneladende effektive skulle have mulighed for at folkeligt modspil.
Det kunne jo nemlig være, at det umiddelbart mest "fornuftige" eller "effektive" ikke er det, set ud fra et folkeligt synspunkt.
Derfor må de to hensyn afvejes mod hinanden i en dialog. Og den kan naturligvis i et politisk system ende med, at politikerne finder, at det effektive har nogle (f.eks. menneskelige, lokale eller andre) omkostninger, som man ikke finder rigt. Det er netop det, politikerne er valgt for at vurdere.
Et af de bærende principper i det danske folkelige styre har hidtil været, at vi ønskede at give borgerne størst mulig indflydelse på deres egen dagligdag, sikre gennemsigtighed, nærhed og en klar ansvarsplacering og dermed sikre den demokratiske forståelse.
Det er vigtigt, at vi ikke fortaber os i så megen struktursnak, at det kommer til at skygge for, hvordan vi også i årene fremover til stadighed sikrer - eller måske i dag snarere: igen øger - den demokratisk forståelse.
Et stærkere embedsmandsstyret samfund med færre folkevalgte er ikke i alle tilfælde vejen til en sådan øget demokratisk forståelse.”

Skrevet af tidligere indenrigsminister Britta Schall-Holberg fra Venstre i Jyllands Posten d. 20. februar

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002