Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 17-02-03
Debat: Hvor er regionerne?

Vi synes også, det har stor interesse for os herude på landet, hvordan vilkårene bliver for regionalt fjernsyn i fremtiden, når TV2 om kort tid skal privatiseres. En mand fra Århus lufter i det følgende sin utilfredshed med, at TV2 Østjylland efter hans mening har sovet i timen:

”TV2`s nye ledelse har meldt meget klart ud. Administrerende direktør Peter Parbo er ikke overraskende en stor fortaler for privatiseringen, og man kan næppe vente, at han som sin forgænger bliver banket på plads af kulturministeren for sin holdning.
Derimod lader det til, at TV2 Østjylland og de øvrige regionale stationer har gravet hovedet grundigt ned i sandet og valgt passivt at grave hovedet ned i sandet og valgt passivt at afvente deres skæbne.
Det er synd, for en del af successen i konstruktionen af TV2 har været en meget stor styrkelse af lokalt TV i Danmark.
Det gælder ikke mindst her i Østjylland, hvor TV2 Østjyllands regionalprogram hver aften kl. 19.30 har opmærksomheden fra omkring hver femte østjyde. Sammenlignet med for femten år siden er det en fantastisk styrkelse af regional kultur og demokrati, men alligevel betragter man udelukkende privatiseringen af TV2 som et rent nationalt anliggende.
En del af grunden er, at de regionale stationer stort set er blevet udskilt fra TV2 og fremover får deres licenskroner direkte uden om TV2. Et eventuelt salg af TV2 vil således heller ikke omfatte TV2-regionerne, og derfor betragter nogle den hellige lokalgrav som vel forvaret.
Intet kunne være mere forkert. Den nye mudrede konstruktion indebærer, at de giver afkald på deres reklameindtægter, der i stedet skal gå til det kommercielle TV2, som altså på den måde indirekte får del i licenspengene. Det centrale er imidlertid, at de regionale stationer med et privatiseret TV2 vil sidde i total afhængighed af en medievirksomhed, hvis eneste mål er profitskabelse. Det sker ved, at regionerne forærer TV2 det sendenet, de selv har været med til at betale opbygningen af.
Det kan gå godt, hvis regionalprogrammerne trækker mange – af de rigtige – seere, og TV2`s nye ejere ser en fordel i at have dem liggende i prime-time. Men annøncererne ønsker primært seere mellem 20 og 50 år, og de regionale programmer har en overvægt af seere, der er lidt ældre. Der er derfor lagt op til konflikt, når et privatiseret TV2 skal maksimere indtjeningen i den attraktive aftenflade. Det kan blive lidt af en udfordring for de regionale stationer at bevare deres sendetid.
Sporene fra regional-TV skræmmer. De lokale græsrodsstationer har mere end 10 års erfaringer med at samarbejde med en landsdækkende kommerciel TV-station.
Hvad der dengang blev markedsført som en styrkelse af dansk lokal-TV, fremstår i dag tydeligt som en slagtning af lokal-TV til fordel for kommercielt TV. De lokale græsrodsstationer er i dag marginaliseret til en times sendetid i Tv Danmarks eftermiddags- og natflade, mens resten af sendetiden er fyldt ud med amerikanske serier. De lokale stationer har bid for bid fået udhulet deres eksistensgrundlag ved, at der er blevet slækket på minimumskravene til Tv Danmark, og kulturminister Brian Mikkelsen har givet sit bud på fremtiden ved at fjerne halvdelen af støttemidlerne til lokal-TV og –radio.
For at undgå at historien gentager sig, er det vigtigt, at de regionale stationer giver deres bud på fremtiden. TV2 Østjyllands direktør Peter Kramer har hidtil forgæves) været fremme med ønsker om mere sendetid i TV2`s flade, fordi de regionale stationer faktisk har de økonomiske ressourcer til at producere mere. Men her stopper visionerne tilsyneladende, selv om der næppe er tvivl om, at der vil komme langt flere sammenstød med et rent kommercielt TV2 som modspiller.
Det er nu, regionalt TV skal fremtidssikres, og derfor er det ærgerligt, at de regionale stationer ikke selv deltager i debatten om, hvordan det kan gøres.”

Skrevet af Mikkel Rasmussen fra Århus i Randers Amtsavis lørdag d. 15. februar

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002