Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 14-02-03
Dagplejen bevares foreløbig

Også hér på Nørre Djurs NetNyt har vi fulgt den debat om dagpleje kontra kommunens planer om at lade de 0-2-årige børn indgå i integrerede børnehaver, som har foregået på det sidste. Det var derfor med største beklagelse, at redaktionen var forhindret i at være til stede på det seneste kommunalbestyrelsesmøde, hvor dette meget vigtige punkt var til drøftelse. I stedet glæder vi os over at kunne give ordet til en ”gæsteskribent” ved simpelthen at lade Ellen K. Hvidt fra Hegedal ved Fjellerup fortælle, som hun gjorde det i Lokalavisen i denne uge:

”Der vil være dagplejere i Nørre Djurs, så længe der er børn til det, lovede formand for Børne- og Kulturudvalget, Kaj Agerskov (S), ved kommunalbestyrelsesmødet i sidste uge.
Medlemmerne af kommunalbestyrelsen var ved at miste overblikket, da der skulle diskuteres pasning af de 0-6-årige. Skulle den nye ordning træde i kraft fra 1. august, skulle hele ordningen træde i kraft eller kun en del? Ville det overhovedet give besparelser, var det en færdig plan eller en målsætning, man var i gang med, og var dagplejere afskedigede eller ej? Det blev kraftigt slået fast, at der ikke er afskediget dagplejere, og dagplejen får lov at fungere, så længe der er børn til det. Også dagplejen i Fjellerup, selvom der blev lagt op til, at Fjellerup Børnehave skal være den første, der skal tage de 0-2-årige ind. Fjellerup Børnehave er næsten klar til at tage imod de små, mens der skal bruges omkring en halv million på Bønnerup og Gjerrild Børnehaver, før de kan blive integrerede institutioner.
Og netop denne udsigt til store udgifter, som ikke er indregnede i budgetterne, gav anledning til diskussion. Der var foreslået, at strukturændringerne skulle have virkning fra 1. august. Kirsten Bech-Hansen fra Nørre Djurs Listen syntes, det var uansvarligt, da der formodentlig ikke vil være penge til at gøre børnehaverne klar til de mindste til det tidspunkt, og de fysiske rammer skal være o.k., inden der bliver sluset småbørn ind, mener hun. Hans Møller fra Borgerlisten foreslog, at man kunne starte med at gøre Fjellerup klar til at blive en integreret institution for børn fra 0-6 år, som et forsøg – et forslag, Knud Erik Olesen (V) var enig i.
Torben Lund (V) var også af den mening, at Fjellerup skulle være første udspil. Enden blev, at målsætningen – for det var en målsætning, man diskuterede – nu er, at Fjellerup Børnehave laves til en integreret institution fra d. 1. august, hvis der er bud efter pladserne, og de to andre børnehaver følger efter etapevis, når der er børn og penge til det.

En besparelse?
Ifølge forvaltningen vil den nye struktur kunne give en besparelse på omkring 100.000 kroner. Hans Møller var dog ikke så sikker på, at den besparelse var reel. Dagplejen koster 56.000 kr. pr. barn om året – børnehaverne 31.000 kr. – men endnu véd man ikke, hvad den integrerede vil komme til at koste. Han mente, at ihverttilfælde den private børnepasning ville være langt billigere, men det skulle ikke diskuteres på dette kommunalbestyrelsesmøde, så disse argumenter må vente, til der skal gang i den debat ved et af de kommende kommunalbestyrelsesmøder.

Færre børn
I efteråret blev det besluttet, at der skulle ske en samordning af dagplejen og børnehaverne. Efter at forvaltningens forslag har været i høring, blev der udarbejdet et endeligt forslag, som har været til beslutning i Børne- og Kulturudvalget og Økonomiudvalget. Forslaget blev vedtaget med undtagelse af en bemærkning om, at der kunne optages børn i integrerede institutioner, før der blev udbygget.
Ændringen af strukturen inden for børnepasning tager udgangspunkt i udsigten til et faldende børnetal i kommunen.
Borgmester Jens Peter Jellesen lagde ved punktets begyndelse ud med, at det nok blev aftenens punkt, og det blev det, med diskussion og en flok interesserede tilhørere fra bl.a. dagplejen og dagplejerne.”

Skrevet af journalist Ellen K. Hvidt i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 11. februar.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002