Vi vil gerne blive ved med at spille op til debat om, hvordan Danmark skal deles ind for fremtiden, da det jo i allerhøjeste grad får betydning for vores eget område, at vi er oppe på dupperne og blander os i debatten. Det er vigtigt med aktive borgere i mod- og medspil med politikerne – fremtiden er alt for vigtig til bare at overlade til dem.
I dag har vi fundet et langt indlæg i Jyllands Posten fra en politiker, nemlig Venstre-manden Laurits Tørnæs, der er amtsborgmester i Ribe Amt. Heri giver han nogle bud på sine holdninger til de store regioner og andre af fremtidens spørgsmål. Vi håber, det kunne animere vore læsere til også at give deres meninger til kende. Laurits Tørnæs skriver følgende:
”I debatten om demokrati er det vigtigt at holde sig for øje, at den demokratiske proces foregår under andre vilkår end for 50 år siden. Og amterne er i forvejen ikke nogen folkelig sællert, og demokratiet i vore nuværende store kommuner forekommer ikke at være ringere eller fjernere end i en lille landkommune. Derfor kan regioner til afløsning af amterne være naturlig, skriver kronikøren
Nedsættelsen af strukturkommissionen har betydet, at der nu endelig er kommet gang i debatten om den primærkommunale og amtskommunale struktur. Dybest set handler den debat om en mere rationel udnyttelse af såvel de økonomiske som de personalemæssige ressourcer i den offentlige sektor - set i forhold til hensynet til nærdemokrati og engagement fra borgerside.
Der gives ikke nogen enkel eller helt entydig løsningsmodel, og netop derfor er der behov for en bred debat, hvor alle forskellige hensyn og synspunkter vejes op mod hinanden.
Her i landet forvalter amter og kommuner omkring halvdelen af alle offentlige udgifter. Det er langt mere end i de lande, vi normalt sammenligner os med. Det er derfor også langt fra ligegyldigt, hvordan den kommunale struktur er skruet sammen. Strukturen må og skal matche kravene om rationalitet, kvalitet og nærdemokrati. Det gør den nuværende struktur ikke. Den trådte i kraft i 1970, og siden da har ikke mindst informationsteknolgien, mobiliteten på arbejdsmarkedet og internationaliseringen gjort vilkårene anderledes.
Hvis ressourcerne - altså skatteyderpengene - skal udnyttes bedre, så er der ingen tvivl om, at en kommunalreform er påtrængende nødvendig. Af mange grunde. Her vil jeg blot nævne to områder: Sygehusene og den sociale sektor. Begge steder er den nuværende struktur langt fra hensigtsmæssig.
Ser vi først på en amtskommunal struktur, så vil ændringer her næppe resultere i den store folkeopstand; alene af den grund, at næsten ingen mennesker identificerer sig med deres amtslige tilhørsforhold. Borgerne er stort set ligeglade med, hvor amtsgården ligger, blot sygehusene og andre amtslige institutioner drives ordentligt og effektivt. Derfor kan der også nemmere for amterne end for primærkommunerne opstilles en model, der sikrer bedre ressourceudnyttelse.
Inden for sygehusområdet, der er langt det vigtigste og dyreste enkeltområde for amterne, viser flere undersøgelser, at et befolkningsunderlag på mellem 400.000 og 700.000 er nødvendigt for at kunne drive et sygehusvæsen bare nogenlunde fornuftigt.
Det er situationen i dag. En fremtidssikret struktur, hvor der er plads til både lægefaglig og teknologisk udvikling må selvsagt kræve et endnu stærkere befolkningsgrundlag.
Både af økonomiske grunde, men også for at sikre den nødvendige lægefaglige rutine inden for de forskellige specialer, springer en opdeling i fire-fem sygehusregioner klart i øjnene.
Regioner af denne størrelse vil også være hensigtsmæssige på andre regionale arbejdsområder. Eksempelvis den fysiske planlægning; herunder afvejningen af, hvilke arealer der skal bruges til erhvervsformål, byudvikling, veje, rekreative formål og så videre. Regioner af en sådan størrelse kunne samtidig være stærke medspillere for en dynamisk erhvervsudvikling - og herved være med til at fremme en mere ligelig erhvervsudvikling end den, vi oplever i dagens skævvredne Danmark. Endelig - men ikke mindst væsentligt - kan større selvstændigt bæredygtige regioner spille en aktiv rolle i EU-sammenhæng. Det er der åbnet muligheder for i Maastricht-traktaten, men Danmark har endnu ikke evnet at udnytte disse muligheder.
En reform af den amtskommunale struktur er således i næsten enhver sammenhæng stærkt påkrævet, og det bør ikke volde de store vanskeligheder at føre den ud i virkelighedens verden. Anderledes vanskeligt tror jeg det bliver at ændre den primærkommunale struktur. Borgerne er traditionelt meget knyttet til deres kommune. Her er nogle følelsesmæssige bånd i spil, som ikke uden videre lader sig overbevise af rationelle argumenter. Det har vi i tidens løb set mange eksempler på, når der har været afstemning om eventuelle kommunesammenlægninger.
Alligevel er der ingen tvivl om, at der også her er behov for en ændret struktur, som blandt andet kan løse det dilemma, der er på socialområdet. Her er der i dag fælles finansiering mellem amt og kommuner. Det er - i alle sammenhænge - et skidt princip, at én offentlig myndighed kan beslutte, mens en anden offentlig myndighed bare påtvinges at være medbetaler.
Beslutningskompetence og betalingsforpligtelse skal følges ad!
Det er ødelæggende for socialområdet, at det princip ikke gælder i dag.
Indtil for et år siden betalte amterne og kommunerne således hver 50 procent af udgifterne på en lang række vidtgående sociale områder. Efter mange omstændelige overvejelser er det nu ændret, således at kommunerne betaler en grundtakst på omkring 300.000 kroner - og amterne har så at betale, hvad det sociale tilbud koster herudover. En om muligt endnu dårligere løsning end 50/50-ordningen!
En ny kommunalreform bør derfor sikre, at beslutning og betaling har én og samme myndigheds underskrift: Enten skal primærkommunerne have en størrelse, så de selv kan klare de sociale opgaver - også betalingen! Eller også bør hele opgaven - beslutning såvel som betaling - lægges over i det amtskommunale niveau.
Jeg har nu peget på et par konkrete argumenter for en kommunalreform. Flere kunne nævnes, og helt overordnet bør målet være, at den fremtidige kommunale og regionale inddeling har som udgangspunkt, at den myndighed, der har beslutningskompetencen også er den myndighed, der sørger for finansieringen. Kompetence og økonomisk ansvar skal følges ad!
Vigtigst for debatten om den fremtidige struktur er dog, at de to store kommunale partier - Venstre og Socialdemokratiet - erkender behovet for en reform og ikke forfalder til partitaktiske manøvrer; men i stedet står sammen med det konstruktive mål at få en strukturreform, der både kan rumme og bidrage til udviklingen i Danmark de næste mange år. Det kræver både politisk mod, fremsynethed og vilje til at sluge et par kameler undervejs.
Vil (nær)demokratiet da få et skud for boven, hvis 14 amter bliver til fire-fem regioner og 276 kommuner til 100? Og vil en sådan reform især få konsekvenser i de tyndtbefolkede egne - som for eksempel Ribe Amt?
Jeg tror det næppe. Amterne er i forvejen - som ovenfor nævnt - ikke nogen folkelig sællert, og demokratiet i vore nuværende store kommuner forekommer ikke at være ringere eller fjernere end i en lille landkommune.
Jeg betragter da også nærdemokratiet som en grundsten i det danske samfund, og jeg har stor respekt for borgernes aktive deltagelse i debatten. Begrebet folkestyre må ikke udvandes. Det nærer jeg heller ingen frygt for vil ske, hvis det bliver et større regionalt råd, der skal vælges politikere til. Engagementet i samfundsudviklingen og kravet om høj faglig kvalitet i de regionale ydelser vil næppe svækkes i større regioner. Kravet til politikerne om at planlægge og disponere i helheder og langsigtet tror jeg derimod vokser med regionernes størrelse. Der bliver ikke plads eller mulighed for de "sognepolitiske" beslutninger, vi undertiden beskyldes for at træffe i dag.
I debatten om demokrati er det vigtigt at holde sig for øje, at den demokratiske proces foregår under andre vilkår end for 50 år siden. Den teknologiske udvikling har sat sine fodspor - og bliver ved med det. Internettet er kommet for at blive. Medieverdenen er ændret markant. Borgernes tilknytning til de politiske partier, til kulturelle og folkelige organisationer har skiftet karakter - under indtryk ikke mindst af den teknologiske udvikling.
Uanset fra hvilket hjørne borgerrøsten høres, er kravet til offentlige ydelser entydigt: Kvalitet, effektivitet og smidig administration. Om det så er staten, regionen eller kommunen, der leverer varen, er uden interesse.
Nærheds-kravet og sætningen om, at "vi vil ikke have udviklingen i vores lokalområde dikteret fra et skrivebord i København" er ligeledes et af de væsentligste parametre for, hvordan strukturen skal skrues sammen, så kommende generationer får mest og bedst for færrest mulige skattekroner.
Grundlæggende har jeg samme holdning som for flere år siden, da jeg forsøgte at skubbe en strukturdebat i gang, - nemlig den, at strukturen - og dermed størrelsen af de kommunale enheder - skal matche de opgaver, der skal løses i disse enheder. En forkert struktur/størrelse i forhold til opgaverne river tæppet væk under det kommunale selvstyre og baner vejen for centralisering og monopolisering.
Regionalisering, opgave-, byrde- og kompetencefordeling kan næppe diskuteres uden at tage kommune-vinklen med. Debatten her er da også allerede godt i gang.
Jeg synes, debatten om det fremtidige danske kommune- og regionalkort er kommet godt fra start. Jeg håber nu, at vi får en god og bred folkelig debat.
På baggrund heraf og på baggrund af det resultat, strukturkommissionen lægger frem sidst på året, har regering og folketing et godt udgangspunkt for at træffe de nødvendige beslutninger - allerhelst i bred enighed. Og gerne med respekt for, at en hurtig afklaring kan være fornuftig - men at store ændringer også tager tid. ”

Skrevet af amtsborgmester i Ribe Amt, Laurits Tørnæs, i Jyllands Posten d. 13. februar.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002