Dette spørgsmål bragte vi forleden på bane, efter at Amtsavisen/Stiften med få dages mellemrum først beskrev Rimsø Ejerlavs synspunkt om byens ejerskab og senere teknisk chef på kommunen, der i et læserbrev gjorde rede for det modsatte synspunkt. Avisen har ikke herefter fulgt op og efterlader dermed læserne uden svar, men i dag har NetNyt-redaktionen fulgt lidt op på sagen.
Læs mere hér!

I en tidligere artikel har vi fortalt om, hvordan byjorden igennem mange hundrede år var fælleseje for lodsejerne i landsbyen. Vi fortalte endvidere om, hvordan det i den nyeste tid var gået i glemmebogen de fleste steder, om gadejorden, som det hedder nu, er ejet af den ene eller den anden. Det er blevet almindeligt, at kommunen stort set råder over gadejorden, og i den forbindelse har man foretaget sig med gadejorden, hvad der nu var mest praktisk i den givne situation. Det har i øvrigt været almindeligt også fra gammel tid, at lodsejere tæt på et stykke gadejord kunne vinde hævd på det ved at bruge det over en vis årrække. Denne ret eksisterer stadigvæk, og den gør sig gældende uanset hvem, der formelt set ejer jorden.
I Rimsø har man indtil engang i halvfemserne haft en oldermand, og ellers er Voldby nu det eneste sted i Nørre Djurs, hvor man stadig er organiseret i et landsbylav. I den mellemliggende tid fra oldermandens afgang og til for et halvt år siden har der ikke været et lav i Rimsø, og i den periode har kommunen anlagt fortov i byen. I den forbindelse viste det sig praktisk at give nabolodsejeren til et stykke byjord lov til at udvide sin indkørsel med 3 m af gadejorden.
Da der for nogle måneder siden blev lavet en ny forening, Rimsø Ejerlav, gjorde man det bl.a. for at kortlægge gadejorden og for at lade sig inspirere af fordums skikke til at lave et sammenhold omkring jorden. Man valgte at organisere sig med 5 oldermænd, som vælges på den årlige generalforsamling. Under forarbejdet til foreningen fandt man ud af det, vi beskrev ovenfor med kommunens handlemåde m.h.t. gadejorden. Det har fået de 5 oldermænd til at slå til lyd for, at gadejorden er landsbyens fælleseje, og det var dét synspunkt, man kunne læse i Amtsavisen.
Fra kommunal side gik teknisk chef, John A. Christiansen, til pressen med et svar, som vi også bragte hér på NetNyt. Heri beklager han meget, at kommunen har glemt en juridisk detalje, der betyder, at den faktisk ikke har skøde på jorden. Om teknisk forvaltning vil bruge penge på at få berigtiget ejerskabet, bliver først afgjort på et møde i Teknisk Udvalg om en uge.
Først til den tid vil John Christiansen overhovedet kommentere sagen, selvom vi gerne ville have haft hans kommentar efter det svarbrev fra de 5 oldermænd, der nu er kommet. Du kan læse oldermændnes svarbrev hér:

Debat indlæg til Randers Amtsavis

Det er med forstemt undren vi læser debat indlægget fra chefen for Nørre Djurs Kommunes tekniske afdeling, under overskriften "Gadejorden i Rimsø tilhører ikke byen" i RA d. 4.2.2003.
I vores øjne giver teknisk chef ikke blot udtryk for en forsimplet og misvisende opfattelse af forholdene vedr. fællesejet jord, men beklageligvis gør han det også imod bedre vidende.

Den aktuelle sag drejer sig om Rimsø bys gadejord, som omtalt i RA d. 22. og 25.10.2002, hvor Nr. Djurs Kommune forsøger at bortgive byjord til hhv. en privat mand og til det lokale menighedsråd.
Kommunens forberedelser til matrikelændringerne fandt sted i år 2000 og 2001, men kom først til bymændenes kendskab i midten af 2002. Ejerlavet for Rimsø, etableret som en moderne forening d. 22.11. 2002, har gentagne gange i løbet af efteråret og vinteren 2002/3 gjort indsigelse mod Kommunens dispositioner og gjort krav om tilbage levering af jorden af flg. grunde:
1.    Matrikelændringerne er unødvendige idet de hverken skal tilgodese offentlige formål eller hævdvundne rettigheder. Det er dokumenteret at Oldermands embedet i Rimsø har forvaltet områderne i mere end hundrede år.
2.    Ændringerne vil være skadelige idet nogle af byens kulturhistoriske mindesmærker befinder sig på de pågældende matrikler (Kongeegen, mindesten og omgivelserne).
Fældningen og beskæringen af gamle træer på en af matriklerne har allerede vakt betydelig harme, især blandt ældre borgere i Rimsø.
3.    Kommunens forsøg på at bortgive fællesejet byjord uden bymændenes samtykke er i strid med loven idet "særskilt overdragelse af retten til gadejord er i almindelighed udelukket" (Dansk Tingsret, 3.udg.: 156) "ingen retsgyldig disposition kan foretages uden samtlige lodsejeres samtykke" (ibid.: 157) samt at "der findes ikke nogen almindelig hjemmel til at betragte kommunen som succederet i fællesskabets rettigheder" (ibid.: 158).

Mens sagen således har en konkret betydning for borgerne i Rimsø, giver kommunes fremgangsmåde grund til at fremhæve sagens principielle karakter for forholdet mellem kommuner og borgere, mht. førstnævntes værge-funktion for fællesejet jord:
Kommunen er forpligtet til at berigtige ejendomsforholdet for fællesejet jord, herunder gadejord, bl.a. omtalt da landets kommuner i 1991 fik besked fra Kort & Matrikelstyrelsen om at finde frem til ejerne af umatrikuleret jord i forbindelse med en landsdækkende opgørelse.
Indtil ejerne er fundet, skal kommunerne sørge for at der ikke sker ulovlig overtagelse og misligholdelse af jorden.
I tvivls tilfælde (f.eks. hvor flere gør krav på samme areal) afgøres sagen ved en ejendoms dom.
I år 2000 fik kommunerne af Styrelsen endvidere besked på at alle jordlodder skal have deres individuelle matrikel nummer og være tilmeldt Ejendomsskattekontoret.

I Rimsø tilfældet ligger Kommunens oprindelige fejl i, at efter matrikuleringen af gadejord i 1991 er de pågældende lodder ikke blevet anført som bymændenes ejendom, på trods af at lignende gadejord er blevet registreret i Oldermandens navn. Fejlen ville have været uden betydning, jf. Dansk Tingsret, hvis ikke Kommunen havde forsøgt at gennemtvinge matrikelændringerne uden høring og uden at respektere bymændenes ejendomsret til arealerne.

På trods af indsigelserne fra Ejerlavet har Kommunen og Landinspektøren fortsat forsøgene på likvidere fællesskabets rettigheder til gadejorden med brug af en fremgangsmåde, der af teknisk chef i Nørre Djurs Kommune betegnet som "helt normal praksis", jf. RA d. 4.2.2003.
Hvis en sådan tilsidesættelse af loven og reglerne for god forvaltning er fremherskende i en kommune, vil der være grund til at undersøge legitimiteten af de interesser der gør sig gældende, herunder muligheden af pressionsforsøg fra privat side, samt landinspektørers økonomiske interesser i ny tinglysning.
I Rimsø Ejerlav vil vi ikke afvise at kommunen oprindeligt har handlet ud fra 'god tro', men at administrativ bekvemmelighed ("hoppe over hvor gærdet er lavest", jf. personlig kommunikation med teknisk chef) har skævvredet sagsbehandlingen.
Udvalget for Teknik og Miljø, der skal afgøre spørgsmålet om byjorden i Rimsø på mødet d. 20.2.2003, kan derfor forvente en vis opmærksomhed ud over den lokale, for hvordan fælles jord rettigheder forvaltes i dagens Danmark.

Den principielle lære af sagen mener vi ligger i erkendelsen af faren ved den klassiske bureaukratiske kategorifejl, der får beslutningstagere til at opfatte fælles ejet jord som 'herreløs ejendom'.


I ind - og udland har fejlen ofte været grundlag for at forlange at fælles ejet jord enten overtages af en offentlig forvaltning eller af private. Mens nationalisering og privatisering af fælles jord, henover hovedet på de berørte befolkninger, har katastrofale konsekvenser i fattige lande, har den type indgreb sjældent begrundelse i virkelighedens verden, hvor der stort set ikke findes 'herreløs ejendom'. I en dansk sammenhæng vil privatisering af fælles ejet jord uden ejernes samtykke være
både et lovbrud og en krænkelse af borgernes rettigheder.
Derfor deler vi den tekniske chefs ønske om "en afslutning på sagen og en fortsættelse af et positivt samarbejde til gavn for både Rimsø og kommunen".
Med venlig hilsen fra Oldermændene i Rimsø:

Henrik Udsen, Martin Loft, Lasse Høyer, Lise Bomholt og Verner Holsegård.

Vi ringede til landinspektør Jørgen Staunskjær fra Grenå for at høre hans kommentar til sagen. Han ønsker ikke direkte at udtale sig om ejerskabet i den konkrete sag, men han havde dog undret sig en del over at læse i avisen, at man i Rimsø har organiseret sig med 5 oldermænd. Det har bestemt aldrig været almindeligt – de fleste steder har man kunnet klare sig med én, udtaler han til NetNyt.
For at kaste yderligere lys over det historiske bag bylavene, har Jørgen Staunskjær slået op under Oldermand i Dansk Kulturhistorisk Opslagsværk fra 1991, hvor der står følgende:

”Hvervet som oldermand gik normalt på skift mellem gårdene og gjaldt for et år ad gangen.
Oldermandens fornemste opgave var indadtil at indkkalde til bystævne, lede møder og føre tilsyn med landsbyens fælles anliggender og udadtil at fungere som landsbyens talsmand.
I princippet var bylavets kompetence vidtfavnende, og i 1500- og 1600-tallet landsbyernes vider juridisk som ligestillet rigslovene. I praksis var bylavets kompetence dog indskrænket til regulering tvistigheder i forbindelse med udøvelse af dyrkningsfællesskabet, hvortil må lægges opretholdelsen af god orden og skik i bylavet.
Opløsningen af landsbyfællesskabet som følge af udskiftningen i slutningen af 1700-tallet fjernede tillige grundlaget for landsbyfællesskabet.
Bylavet administrerede herefter blot landsbyens fælles gadejord og sørgede for, at bytyren gik på omgang blandt landsbyens bønder, m.v., mens oldermanden reduceredes til leder af et årligt gilde.
Endnu i 1800-tallet var oldermanden dog pålagt en række offentlige pligter i forbindelse med fattigvæsenet, ligesom han fungerede som snefoged og brandfoged.”

Vi håber, vi med denne artikel har bidraget lidt til at klare begreberne.
Skrevet af Rex

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002