Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 10-02-03
Læserbrev: Svar til Else Winther Andersen

I sidste uge bragte vi et indlæg fra Venstres medlem af Folketinget, Else Winther Andersen. Hun bebrejder politimester Jens Wacher fra Grenå, at han allerede på forhånd, inden noget er besluttet fra højere sted, går til medierne med sin bekymring over en evt. sammenlægning af Grenå og Århus politikredse. Det ligner den gamle historie om ”ulven kommer”, mener hun.
I Idégruppen Grenå mener man tværtimod at have dårlige erfaringer med at vente, til tingene er besluttet. Begivenhederne omkring lukningen af Grenå Sygehus har jo netop vist, at det er for sent at argumentere, når tingene er besluttet fra højere sted. Det skriver Jørgen Lund fra gruppen om i det følgende:

”Borgerne på Djursland er skeptiske.
 
Kære Else Winther Andersen.
Tak fordi vi får set din holdning til os på Djursland. Du skal behandle vores Politimester Jens Wacher godt, han har nemlig forstået, hvad det er, der venter os på Djursland. Jens Wacher kommer ikke med et skrækscenarium, han véd som mange andre, hvad der venter os, når vore landspolitikere får lov til at sammenlægge politikredsene.
Djursland er én af de største politikredse i Danmark. Det kan godt være, den er tyndt befolket nogle steder, men der er meget langt til Sletterhage og til Bønnerup strand, når der skal køres ud fra Århus.
Grenaa Politikreds har behov for at være bemandet med personer, der også har kendskab til området, kender en del til befolkningen, kan følge med i udviklingen..
Idégruppen Grenaa vil støtte vores politimester i hans bekymring over dét, som han forventer kan ske. Det gør ikke noget, vi er ude i god tid, for vi har dårlige erfaringer fra sagen om Grenå Sygehus, hvor Idégruppen gik i medierne ti dage før, Amtet meldte ud med katastrofen. Vi fik nogle ”hug” - vi skulle ikke begynde på at lave panik, men vi laver ikke panik. Vi vil sørge for, at alle borgerne går på barrikaderne, når vi i Grenaa på Djursland bliver overset. Det er jo beviseligt, at vi ikke har nogen landspolitikere til at kæmpe for Djursland.
Hvis retskredsen også skal flyttes, har vi heller ingen advokater til at forsvare os.
Håber, alle har læst Debatten om Politikredsen, samt Politimester Jens Wachers artikel på adressen http://www.idegruppengrenaa.dk

Indsendt til Nørre Djurs NetNyt
med venlig hilsen fra
Idégruppen Grenaa v/
Jørgen Lund

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002