Uhyggelig brand ved Hemmed |
Udhus ødelagt, hedder det i
overskriften til en lillebitte notits i Randers Amtsavis i dag. Den omhandler en kraftig
brand, der startede ved 20-tiden lørdag aften, og som ganske rigtigt lagde et udhus til
en landejendom i ruiner. Heri udbrændte ejerens store mejetærsker, der stod
opmagasineret sammen med en del halm, så det gik hurtigt med at brænde ned.
Det er naturligvis slemt nok, men både avisen og i øvrigt også både
Østjyllands Radio og TV2 Østjylland glemmer at fortælle resten af historien (og det er
jo typisk, når ingen af vores såkaldte lokale medier gider have en redaktion herude på
bøh-landet).
Branden opstod ganske rigtigt i udhuset på Hemmed Kirkevej i Svapkæret mellem Rimsøvej
og Hemmed. Lige klods op af brandstedet bor en mand til leje i stuehuset, og han har også
lejet en del af udhuset.
Lejeren har igennem de seneste år fået samlet sig så mange maskiner og værktøj, at
han til sidst havde et helt lille savværk, som blev beundret af mange folk på egnen. En
del af det blev flammernes bytte, mens resten blev ødelagt af de 50.000 liter vand, som
brandvæsenet pumpede ud fra Glesborg for at forhindre ilden i at brede sig til de
omliggende bygninger. Dette sidste lykkedes heldigvis, men lejerens savværk
repræsenterer værdier for mange tusinde kroner foruden at være mandens
hjerteblod og det kan der som bekendt ikke sættes beløb på.
Foreløbig står det som en gåde, hvordan ilden kunne opstå, men det vil forhåbentlig
fremgå af politiets teknikeres undersøgelser, som starter i morgen.
Skrevet af Rex.
Redigeret af Rex, redaktion 11.
[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]
© Nørre Djurs Net 2002