Svar til Lis Jeberg |
En anden debat er den, sygehjælper Lis Jeberg
fra Grenå tog hul på forleden med et direkte indlæg stilet til de ansvarlige for det
efteruddannelseskursus, som bl.a. også har deltagere fra Nørre Djurs, og som vi også
har bragt hér på NetNyt. I dag kan vi så bringe et svar på omtalte brev:
Vi har med stor interesse læst dit debatindlæg på vegne af sygehjælperne på
hold 6, og styregruppen for projektet har forståelse for, at I er skuffede over kun at
have fået mulighed for 2 ugers efteruddannelse og særligt udfra, at kurserne har
været så utroligt gode.
Styregruppen for projektet har måttet konstatere, at det ikke har været muligt at
tilbyde alle sygehjælpere det fulde forløb.
Men vi må også sige, at udfra den afdækning af ønsker og behov for efteruddannelse,
som blev foretaget i foråret 2001, så var hold 6 ikke planlagt til at være et længere
kursusforløb, så I har fået den efteruddannelse, som var planlagt, dengang projektet
blev startet.
Efteruddannelsen for medarbejderne er blevet tilrettelagt og planlagt udfra de ønsker og
behov, der var fremkommet ved uddannelsesafdækningen.
Der var i selve rotationsprojektet medio januar 2002-medio januar 2003
planlagt 3 forløb á 14 uger + 2 dage og 2 korte forløb af 2 ugers varighed for
sygehjælperne i 5 kommuner på Djursland.
Da uddannelsesmodellen på de 14 uger og 2 dage blev præsenteret for medarbejderne på
informationsmøderne i foråret 2001, så havde den enkelte sygehjælper mulighed for at
melde sig ind på enkelte moduler i hele pakken på 14 uger og 2 dage. Derfor dækkede
kursusudbuddet i store træk de ønsker og behov, der var til efteruddannelse på
daværende tidspunkt.
Denne planlægning fandt sted i foråret 2001 og var grundlaget for en ansøgning til Det
Regionale Arbejdsmarkedsråd i Århus Amt.
Da først efteruddannelsen kom i gang medio januar 2002, viste det sig meget hurtigt, at
styregruppen havde fundet frem til den rigtige kursuspakke de enkelte kurser blev
en stor succes.
Da de første medarbejdere kom tilbage fra de lange kurser til deres institution, så
fremkom der hurtigt et ønske om, at de fleste tilmeldte medarbejdere nu ville have de
lange forløb, selvom der ikke tidligere havde været ønsker for dette ved afdækningen
af uddannelsesbehovet i foråret 2001, og der kom også nye tilmeldinger til i denne fase.
Styregruppen for projektet har i flere omgange taget dette op for at finde en god løsning
på disse ønsker, og ved fælle hjælp lykkedes det styregruppen at lave det ene korte
forløb på 2 uger om til et langt forløb på 14 uger og 2 dage.
Desværre har det af forskellige årsager ikke været muligt for styregruppen at ændre
jeres kursusforløb hold 6 til et langt forløb. Styregruppen forsøgte til
det sidste at finde forskellige løsningsmodeller på jeres ønsker, så I kunne få et
langt forløb på 14 uger og 2 dage, men det lykkedes ikke, må vi konstatere.
Rotationsprojektet for sygehjælpere har været et samarbejde mellem 5 kommuner på
Djursland, Jobrotation Djursland, FOA, Arbejdsformidlingen, AMU-Center Djursland og
Social- og Sundhedsskolen i Århus.
De enkelte institutioner i projektet har udpeget personer til styregruppen, som har det
overordnede ansvar for rotationsprojektet.
Styregruppen har udført et stort og flot arbejde og har fået skabt et unikt
projekt.
Der kan oplyses, at styregruppen nu arbejder videre med et nyt rotationsprojekt for
social- og sundhedshjælperne og hjemmehjælperne i 7 kommuner på Djursland. Ca. 300
medarbejdere skal hver have 15 ugers efteruddannelse i dette projekt kan
medarbejderne ikke vælge enkelte moduler ud i pakken på 15 uger.
Skrevet af områdeleder Birgit Lindgaard og konsulent Niels Erik Iversen på vegne af
styregruppen for Jobrotation Djursland.
Redigeret af Rex, redaktion 11.
[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]
© Nørre Djurs Net 2002