Læserbrev: Bevar udrykningslægerne! |
På Mols og på Helgenæs er mange stærkt
utrygge ved, at amtet nu nedlægger ordningen med udrykningslæger for at lade dem
erstatte af lægeambulancer. Det bragte vi en kommentar til i sidste uge fra
Sygehusudvalgets næstformand, Hans Kargaard Thomsen fra Venstre, der forsvarede
beslutningen. Stik imod dette går nu Enhedslistens enlige amtsrådsmedlem, Peder Meyhoff,
og han skriver følgende:
Jeg forstår ikke, at Hans Kargaard Thomsen fra Venstre er en så ihærdig fortaler
for at stoppe alle udrykningslægerne, bortset fra dem på Samsø (avisen d. 29. januar).
Venstre plejer da ellers at interessere sig for landdistrikterne, men i denne sag er det
åbenbart alene de økonomiske interesser, der tæller.
Ét af de steder, Kargaard Thomsen vil nedlægge udrykningslægeordningen, er på
Mols/Helgenæs. Det er ét af amtets absolutte yderkanter med meget langt for nærmeste
lægeambulance. Hvad enten lægeambulancen bliver stationeret i Grenå eller Randers, vil
det tage lang tid at komme til Mols/Helgenæs. Det sandsynlige forløb efter en
112-alarmering fra Mols/Helgenæs vil derfor være, at den almindelige ambulance fra
Ebeltoft kommer først efter højest et kvarters kørsel. Falck-redderne skal så
overveje, om de straks skal køre til sygehus i Århus, eller om de skal vente på
lægeambulancen. Eftersom de vil kunne være halvvejs mod Århus, inden de kan forvente,
at lægeambulancen er fremme, vil de nok vælge at køre til Århus. D.v.s. at
lægeambulancen overhovedet ikke når at komme i funktion selvom den måske nok
kommer ud at køre.
I dag er der to udrykningslæger på Mols, som det meste af døgnet kan være fremme inden
for få minutter overalt på Mols og Helgenæs. De er i brug ca. 200 gange om året og
koster ca. 400.000 kr. om året. Det er således en billig og velfungerende ordning, som
flertallet i Amtsrådet nu vil afskaffe. Og vel at mærke uden at de kommer med et
tilstrækkeligt godt alternativ. Lægeambulancer er bestemt et godt tilbud mange steder,
men ikke hér, hvor køretiden er så lang.
Hvis man stopper udrykningslægerne på Mols/Helgenæs, stiller man derfor borgerne i det
pågældende område markant dårligere end borgerne i det meste af det øvrige amt. Og
der er givetvis også andre yderområder, der vil blive stillet ligeså dårligt, når
udrykningslægerne fjernes. Det gælder nok også Ebeltoft.
Skrevet af Enhedslistens amtsrådsmedlem Peder Meyhoff i Randers Amtsavis mandag d. 3.
februar.
Redigeret af Rex, redaktion 11.
[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]
© Nørre Djurs Net 2002