Læserbrev: Et lys i mørket for Djursland |
Børge Volf fra Grenå har nogle gode idéer til den kommende opdatering af Grenåbanen, og det fortæller han om hér:
”Fredag d. 17. januar vil blive husket både i Risskov og i alle Djurslands kommuner. Trafikminister Flemming Hansens tilsagn om statspenge til Grenå-banens sikkerhed må ses som regeringens ønske om at bremse lidt på den tendens til centralisering, som Djursland og andre områder i landet lider under, og som blev meget følelig i 2002.
Mange borgere både i Risskov og på Djursland ånder lettet op, men der er i hvert fald én, som ikke er glad! Gæt engang! Ja, rigtigt! Det er naturligvis Mols-Liniens direktør, Preben Wolff, som finder Grenå-toget åndssvagt! Denne udtalelse har Kai Hansen (medlem af byrådet i Grenå) allerede påtalt i Randers Amtsavis, så lad nu dette udslag af frustration svæve i luften.
Desværre er det jo stadig en ulempe for trafikken til Århus Havn - og dermed også for adgangen til den nye færgeterminal - at Grenå-banen fortsat skal krydses af lastbiler og personbiler, men skal det ændres, forslår de 156 millioner fra staten slet ikke.
Med Hovedbanegårdens beliggenhed i midtbyen er det ikke muligt at finde nogen alternativ linjeføring for Grenå-banen, men havde ”Verdens mindste storby” haft store visioner for sin fremtidige struktur, havde de vise planlæggere fulgt forslaget om at flytte banegården ud mod vest - på den anden side af Brabrand Sø. Med dén placering havde man opnået:
1) At tog på hovedbanen kunne fortsætte uden at vende retning. Det ville afkorte rejsetiden mellen nord og syd.
2) At sammenkædningen af Odder-banen og Grenå-banen kunne etableres i det nye terræn.
3) At Grenå-banens gamle spor kunne sløjfes til glæde for Risskov og havnen.
4) At ny S-togsforbindelse (Metro) kunne udnytte Grenå-banens spor til midtbyen.
En sådan løsning kan dog nok først realiseres om 20-25 år, så det må overlades til en ny generation af politikere og teknikere. Indtil da må vi glæde os over den gode midlertidige forbedring af forholdene på Grenå-banen.”
Skrevet af Børge Volf fra Grenå i Randers Amtsavis fredag d. 31. januar
Redigeret af Rex, redaktion 11.
[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]
© Nørre Djurs Net 2002