Svar til Kai Hansen: Plads til udvikling |
Forleden bragte vi et brev fra Venstres byrådsmedlem i Grenå, Kai Hansen, der opfordrede til aktiv modstand mod en pjece udgivet af Miljøministeriet, hvori Grenå sammen med Nørre Djurs er karakteriseret som småby opland. Hertil svarer hans partifælle, miljøministeren, nu følgende:
”Fat pennen, skriver Kai Hansen i avisen mandag. Han opfordrer alle i Grenå og omegn til at protestere. Det er for dårligt, mener han, at Grenå hverken optræder som ”storbyopland” eller som ”opland til en mellemstor by” i mit oplæg til Landsplanredegørelse ”Et Danmark i balance”. Det blev sendt i høring i december.
Jeg er glad for Kai Hansens opfordring. Meningen er netop, at oplægget skal skabe debat. Derfor har jeg også tilrettelagt en række møder over hele landet, hvor amterne, kommunerne og andre interesserede kan sige deres klare mening om oplægget.
Men Kai Hansen skal holde fast i virkeligheden. Ligesom Landsplanredegørelsen skal tage udgangspunkt i virkeligheden.
Udfordringerne i dag er meget anderledes end for 10 år siden. Analyserne i forslaget viser, at væksten nu er stærkere i de største byer end i de små byer. I dag bliver udviklingsmulighederne i høj grad bestemt af, om et område ligger i oplandet til en stor by eller til en lille by - og det er netop én af de udfordringer, vi skal være i stand til at løse i de kommende år. Samtidig betyder udviklingen, at mange erhvervsvirksomheder i dag ligger samlet i klynger, hvor beslægtede brancher indgår i lokale netværk. Ofte på tværs af kommune- og amtsgrænser. Det betyder, at netværk og nye samarbejdsformer på tværs af grænserne bliver vigtige for udviklingen i de kommende år.
Transporten er et andet vigtigt forhold. Vi er blevet mere mobile og pendler mere og længere end nogen sinde før for at komme på arbejde. Den øgede mobilitet er på mange måder en forudsætning for udvikling. De lokale arbejdsmarkeder smelter sammen. Det betyder, at flere kommuner i højere grad er blevet bosætningskommuner. På Sjælland er det i dag sådan, at over 10% af de arbejdende mennesker, som bor i Næstved, hver dag kører til København for at arbejde. Tur-retur mere end 150 km. Tilsvarende er forholdene andre steder i landet.
Disse udfordringer og udviklingstendenser er udgangspunktet for regeringens forslag til Landsplanredegørelse. Det handler først og fremmest om at finde de fornuftige balancer. Vi skal skabe en fremtidig balance inden for regionerne, mellem de store og de mindre byer, og vi skal finde frem til en balance mellem by og land. Det gælder på Djursland, det gælder på Sjælland, det gælder i Vendsyssel. Fremtidens løsninger skal passe til de lokale forhold.
Det er mit udgangspunkt for den fysiske planlægning i de kommende år. Ikke at genere Grenå.”
Skrevet af miljøminister Hans Chr. Schmidt i Randers Amtsavis d. 31. januar
Redigeret af Rex, redaktion 11.
[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]
© Nørre Djurs Net 2002