Økologi-formandens beretning |
Da Økologiudvalget under Djursland Landboforening kort efter nytår afholdt sit årsmøde, blev den hidtidige formand, gårdejer Malte Larsen fra Stenvad Hede, genvalgt sammen med de øvrige medlemmer. Hér kan du læse hans årsberetning:
”Vi har i årets løb afholdt 4 møder. Diskussionerne på møderne er altid præget af, hvad der rører sig, specielt på det økologiske område. Året har vist, at den tidligere store fremgang indenfor vort område nu er stagneret. Prisniveauet for vore produkter har været de laveste, jeg erindrer. Specielt omkring høst var der grund til bekymrede miner.
Til sæsonen 2002 kom der syv nye omlæggere til, som brugte rådgivningen i Landboforeningen. Drudover er der formentlig et antal omlæggere, som har benyttet Familielandbrugets rådgivning. Til sæsonen 2003 (hvor vi så har dugfriske tal) er der én nyomlægger i regi af landboforeningens rådgivning.
På landsplan var der i 2002 i alt 239 nyomlæggere. En prognose for 2003 siger i alt 65 nyomlæggere, samt at de ”ældre” økologer udvider med ca. 6.000 ha. Prognosen siger også, at 100 økologer med i alt 2.500 ha. Ville holde op her ved nytår. Vi er ikke i landboforeningen bekendt med, at økologer på Djursland har ophørt med økologisk drift ved årsskiftet.
Årets aktiviteter
Vi arrangerede markvandring hos Claus Wistoft Det var en god og lærerig aften, og arrangementet havde trukket 100 deltagere. Vi var repræsenteret på landbrugsmessen på Gl. Estrup. Der skal lyde en stor tak til specielt Henrik og Anne-Mette for deres idéer, materialer og udformning af standen.
I november kaldte vi til afsætningsaften. Repræsentanter fra Arla, DLG og Friland var i Følle og gav os en oversigt over afsætningssituationen netop nu, og samtidig fik vi deres forventninger til fremtiden.
Som økologisk konsulent har Henrik Østergaard Nielsen kontakt til ca. 70 økologer på Djursland, som søger forskellige former for rådgivning. Eksempelvis kan nævnes, at der udarbejdes mark- og gødningsplaner for ca. 50 økologer om året.
Vi har ca. 50 abonnenter på det økologiske avlerbrev. Avlerbrevet skrives i samarbejde med fem andre landboforeninger, og avlerbrevet kommer således ud til ca. 300 abonnenter fra Viborg i nord, Silkeborg i vest og til Fredericia i syd.
Økologi på Kalø
Forsøgsaktiviteter er vigtige for at få løsninger på de mange problemer, man står overfor ved økologisk drift. I 2002 blev det aftalt med Landskontoret for Planteavl og med Peder Kirk Iversen, Fussingø, at der skulle etableres faste økologiske forsøg på Kalø Avlsgård.
Der vil således fremover være markforsøg med bl.a. korn- og bælgsædssorter, og som kan besøges i vækstsæsonen for nærmere besigtigelse. I dyrkningssæsonen 2002 var der således 11 forsøg, som blev vist frem ved en markvandring sidst i juni.
Kalø Landboskole bliver i 2003 en økologisk landbrugsskole efter fusion med den økologiske landbrugsskole i St. Vildmose. Denne ændring kan vise sig at være meget positiv for landboforeningens økologiske rådgivning, idet vores indbyrdes geografiske placering bringer eventuelle samarbejdsmuligheder tættere på.”
Årsberetning skrevet af formanden for Økologiudvalget under Djurslands Landboforening, Malte Larsen fra Stenvad Hede, til årsmødet d. 7. januar
Redigeret af Rex, redaktion 11.
[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]
© Nørre Djurs Net 2002