Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 2003-01-30
Læserbrev: De folkevalgte mangler visioner

Poul Ovesen fra Grenå, ivrig læserbrevsskribent, var til stede ved det idémøde, Preben Mortensen omtaler ovenfor. På mødet kom også den plan på bordet med en EU-havn ved Glatved vendt mod de nye østlige euopæere, som vi tidligere har omtalt hér på Nørre Djurs NetNyt. Herom fortæller Poul Ovesen:

”Vores fælles fremtid - er der nogen, der har visionerne, der kan bringe Djursland og Grenå ud af det tilsynelande dødvande?
Det må nok erkendes af alle, der deltog, at der var endog store visioner i det oplæg, der blev fremlagt af Allan Tarp. Modtagelsen på selve aftenen fra de fremmødte var til at høre - vel aftenens største bifald?

Så langt, så godt - men indlæggene senere fra vore folkevalgte lod meget tilbage at ønske - det var næsten som om, at Allan Tarps idé allerede var lagt hen på isen?
Der var absolut ikke nogen begejstring at spore hos de folkevalgte - vi får så mange idéer og forslag til både dit og dat - og vi har jo ingen penge til at sætte noget som helst i gang! Vi skal jo være forsigtige! (Der er jo ikke nogen, der har bedt om penge fra kommunen - vel?).

For mig at se vil der være meget store muligheder i oplægget fra Tarp - og jeg mener, at de folkevalgte i det mindste kunne have spillet med, at var der nogen (udenfor kommunalbestyrelsen), der ville arbejde med sagen, så ville de folkevalgte være med til at bære, så langt som muligt - og positiv opbakning, det kunne man i alle tilfælde regne med! Ansøgninger om udefra kommende midler ville samme kommune være med til at støtte i størst mulig udstrækning.

Det er muligt, at vores folkevalgte slet ikke har nogen fantasi tilbage til at forestille sig, at tingene kan være anderledes, end de er i dag. Så må der have været helt anderledes tankevirksomhed i gang i 20`erne og 30`erne, da ”Bus-Pedersen” barslede med tanken om at benytte den logiske og korteste vej til København.

En lineal på kortet viser helt klart, at Grenå-Hundested var overfartsstedet for en færgeforbindelse - og Pedersen fik jo ret dengang - og der var altså ikke så mange biler i gang, da idéen blev undfanget! Jeg mener, man må i gang så hurtigt som muligt, når man kan have en Københavns Lufthavn i Kastrup og en Århus Lufthavn i Tirstrup, så kan man vel også have en Grenå Frihavn placeret på det logiske sted, Glatved, til betjening af landene ved Det Baltiske Hav?”

Skrevet af Poul Ovesen fra Grenå i Grenå Bladet d. 28. januar

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002