På det seneste har vi beskæftiget os en del med debatten om en værdig død, som jo bl.a. den i Nørre Djurs bosiddende overlæge Tom Alsner er en stærk fortaler for. Sammen med formanden for den forening, han selv er næstformand for, deltog han forleden i et diskussionsmøde i Trustrup, som FOF stod som arrangør af. Herfra har skoleleder Lene Fribo skrevet et referat af det spændende møde om det højaktuelle emne:

”Knap 70 mennesker var mødt op i Kulturhuset ”Stationen” i Trustrup for at høre landsformand Flemming Schollaart og overlæge Tom Alsner fortælle om ”En værdig død”.
”Vi har en skjult dagsorden med mødet i dag”, startede Flemming Schollaart. ”Vi vil trække emnet ud af tabu-rummet, vi vil oplyse om, hvad det her er for noget - for det er ikke bare sort eller hvidt. Det er så vigtigt, at man snakker om disse ting, før det bliver nødvendigt.”

Flemming, der kommer fra Holland, er til daglig sælger, og han sælger budskabet flot. Hans oplæg handlede om det lovgivningsmæssige, om, hvordan man har tacklet det i Holland, og om de omhyggelighedskrav, der ligger til grund for eutanasi (aktiv dødshjælp). Han pointerede kraftigt, at initiativet ligger hos patienten og kun hos patienten. I Holland udøves aktiv dødshjælp til 2100 om året, og det er vel at bemærke ud af en befolkning på 16 millioner. I Danmark ville det svare til så lille en del som 6-700 mennesker, som vi i dag svigter, men som man med en ny lovgivning ville kunne hjælpe til en værdig død.
Tom Alsner, som mange kender fra hans mangeårige virke på Grenå Centralsygehus og hans lige så mangeårige indsats i smertebehandlingen af patienten i dennes sidste levetid, kom herefter ind på de eksistentielle og etiske overvejelser, man skal gøre sig i forbindelse med en lovændring, der åbner muligheden for, at det i visse nøje beskrevne situationer kan gøres straffrit at yde aktiv dødshjælp.

Tom Alsner pointerede, at noget af det allervigtigste - når vi taler hjælp til den døende - er en kærlig omsorg og pleje (beklager i den forbindelse vor fortvivlende mangel på hospicepladser i Danmark), en tryghed i forholdet mellem læge og patient (hvor et løfte fra ens læge om hjælp, hvis det bliver nødvendigt, meget ofte gør, at muligheden ikke udnyttes) og en respekt for en døendes værdighed, opfattelse af egen livskvalitet (eller nok snarere tab af samme) og ønsker.
Han forklarede herefter, at vi i dag - specielt efter det i 1992 lykkedes at få lovliggjort et ”Livstestamente” og ændret lægeloven, så lægen skal respektere et menneskes ikke bare mundtlige, men nu også skriftlige tilkendegivelse af, at det ikke ønsker en unødig livsforlængende behandling, når det er uafvendeligt døende, samt med Etisk Råds sidste publikation om behandling af den døende - har endog meget vide muligheder for at respektere det enkelte menneskes selvbestemmelsesret. Der findes dog stadig nogle få - og der er utvivlsomt tale om få - for hvem selv den bedste omsorg og pleje ikke kan lindre en ubærlig lidelse, og for hvem det eneste ønske er at kunne få hjælp til at slutte, hvad der ikke mere opfattes som et liv.

Allerede under de 2 oplæg var der en ivrig spørgelyst og debat om emnet, men efter kaffe og småkager tog dette til. Blandt deltagerne var både fagfolk, som dagligt arbejder med døende mennesker, men også rigtigt mange, som har haft eller har døden inde på meget tæt hold. Flemming Schollaart fortalte om, hvordan han i Holland havde støttet sin døende mor og måttet tænke som en voksen ved at hjælpe hende til det sidste, samtidig med, at han jo også måtte kæmpe med sit indre barn, der ikke ville miste dén, der står én allermest nær - sin mor.

Denne aften var rigtig god, vi fik trukket emnet livskvalitet kontra dødskvalitet ud af tabu-rummet. Det var virkelig et værdigt emne til en debataften.”

Skrevet af skoleleder for FOF Grenå-Nørre Djurs-Midtdjurs, Lene Fribo fra Grenå, i Grenå Bladet d. 28. januar

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002