Læserbrev: Jubel i trafikforeningen |
Der er ikke noget at sige til efter alle de dårlige nyheder for Djurslands-området gennem de seneste år, at man næsten ikke kan styre sig i Trafikforeningen af begejstring over den seneste udvikling på jernbanefronten. Flere års stædig kamp for en hårdt tiltrængt opgradering af Grenåbanen har nu endelig givet pote med trafikministerens ”guldregn” over Djursland for nylig. Det har fået Mads Nikolajsen fra Grenå til at skrive følgende:
”Trafikminsterens tisagn om at styrke Grenåbanen er både, hvad vi trænger til, og hvad vi fortjener på Djursland!
Det lovede sikkerhedscheck er pinligt nødvendigt af hensyn til trafikanter og beboere. Beslutningen om at investere i et modificeret ATC-sikkerhedssystem gælder hele strækningen Århus-Grenå og peger dermed fremad. Fremad til gavn også for den udbygning og hurtiggørelse af banen, der skal ske fra 2004.
Positivt er også tilsagnet fra ministeren om at betale 50% af bro/tunnel ved Grenåvej og amtets hensigtserklæringer om at betale de andre 50%.
Og endnu en god nyhed er det, at der er vilje til at sætte skub i planerne om samdrift med Odderbanen.
Den styrkelse af Grenåbanen, vi nu får, giver klare fremskridt for både godstransport til og fra Grenå Havn og for persontransport for hele Djursland. Lokal pendling plus bedre forbindelser via Århus H mellem Djursland, Jylland, Sjælland og andre lande med skinner rummer store muligheder.
Det har været sejt at kæmpe for Grenåbanen. Og efter at den folkelige mobilisering for Grenå Sygehus blev ignoreret af Århus Amt, falder beslutningen om at styrke jernbanen på et tørt sted. I den seneste tid har det virket, som om de fleste fra Århus har rottet sig sammen mod Grenåbanen. Århus Havn og ganske særligt Mols Liniens Preben Wolff har ført an i angreb på deres konkurrent på skinner, mens rådmand Poul B. Schou har ført an på det politiske plan.
Styrkelsen og hurtiggørelsen af Grenåbanen er ikke alene til gavn for Djursland, men også for udviklingen af den kollektive trafik i Århus. Den snævre Århus-egoisme har tabt, og Århus-Djurslands samarbejde er styrket.”
Skrevet af bestyrelsesmedlem af Trafikforeningen, Mads Nikolajsen fra Grenå, i Grenå Bladet d. 28. januar
Redigeret af Rex, redaktion 11.
[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]
© Nørre Djurs Net 2002