Fremtidsbroen i vanskeligheder |
På den kun 2 år gamle efterskole i de gamle bygninger på Dalstrup Centret, Fremtidsbroen.dk, har de længe været plaget af en dårlig økonomi. Fra starten af har man fra den nye skoles side sat elevtallet til ca. halvdelen af det antal unge, man med tiden vil komme op på. Når man starter en skole, har man store udgifter, og når elevtallet er lavt, tjener skolen for få penge. Når der så oven i købet af forskellige grunde er faldet elever fra, så man ligger under det projekterede, så bliver det for alvor svært.
Det er baggrunden for, at Fremtidsbroen er gået i betalingsstandsning. Ved at få 3 måneders respit med at svare enhver sit kan de ukuelige efterskolefolk se frem til næste skoleår i august, hvor man på forhånd véd, at elevtallet bliver højere igen. For at skaffe midler kan det komme på tale at sælge ud af noget af jorden og evt. enkelte bygninger, fortæller forstander Jørgen Thiele til Randers Amtsavis i dag. Skulle nogen nu forledes til at tro, at efterskolen Fremtidsbroen.dk er ved at gå neden om og hjem, så er det heldigvis ikke tilfældet. Det er helt normalt, at en efterskole, der er så ny, at den ingen gammel elevkreds har, har svært ved at rekruttere nye elever. Så på skolen ser de med sindsro på fremtiden og garanterer, at det ikke på nogen måde kommer til at vedrøre det nuværende elevhold.
Skrevet af Rex
Kilde: Randers Amtsavis
Redigeret af Rex, redaktion 11.
[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]
© Nørre Djurs Net 2002