Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 27-01-03
Læserbrev: Amtets gravplads er blevet fjernet

Vi har tidligere fortalt om, hvordan nogle utilfredse borgere i Grenå som en sidste hilsen til Århus Amtsråd lavede en ”Amtets Gravplads”. I Grenå Kommune vil man gerne se frem og hurtigst muligt komme videre med det sygehus, vi nu én gang får, og derfor ser man nu på gravpladsen som en forældet provokation. Den er derfor blevet fjernet, og det har 3 borgere skrevet følgende kommentar til:

”Hvis folk undrer sig over, at ”Amtets Gravplads” er blevet sløjfet, er det simpelthen fordi, vi er blevet opsøgt af de højere magter, nemlig borgmesterens kontor. Nu skulle vi se fremad og ikke dvæle ved fortiden. Det kan jo gå galt, som det gjorde for Lots kone i lignelsen om Sodoma og Gomorra.

Selvfølgelig skal vi se fremad, det gør vi alle i vores hverdag. Men der er vel ikke noget galt i, at vi havde et symbol og et bevis på, at her i Grenå gik det helt galt, da sygehuset blev nedlagt.

Vi blev i den grad underlagt de højere diktatoriske magter. Måden, sygehussagen er foregået på, er udemokratisk og økonomisk humbug. Alt sammen blåstemplet af Grenås lokalpolitikere, som ikke har gjort nævneværdig modstand. Et lille møde med Flensted-Jensen, og I var sat på plads.

Men vi er lige så autoritetstro og pæne borgere, så da vi nu er blevet truet med politiet, fjerner vi selvfølgelig ”Amtets Gravplads”.
Gravpladsudvalget overvejer nu, hvor vi så skal stille den op????????
Nu, da vi skal se fremad, vil det glæde os at høre, hvordan man evt. kunne lægge et ordentligt kommunalt budget, der holder mere end en uge ad gangen.

Eller reelle tiltag, der kan forbedre kommunens økonomi, ikke bare salamimetoden, der går lidt ud over alle. Vi vil også meget gerne høre, hvordan man vil bruge sommerhusmidlerne, der ligger i kommunens trygge favn, for det gør de vel?
Lad os dog dele alle jeres fremadrettede tanker med jer, det kan være, vi kan hjælpe med at få dem ført ud i livet.
Hvis I ikke har løsningen på kommunens økonomi, kan I ligeså godt kaste håndklædet i ringen og blive sat under administration.”

Skrevet af Bine & Carl Eric Pedersen fra Revn og John S. Eriksen fra Grenå i Århus Stiftstidende søndag d. 26. januar

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002