I går fortalte vi om aktiv dødshjælp med baggrund i bl.a. en i Nørre Djurs bosiddende overlæges mangeårige kamp for en værdig død for visse typer af uhelbredeligt syge. På anden måde er Djursland også i centrum, når det gælder en værdig død, for her har man nemlig lavet en tværdjursk forening med det formål at lave et såkaldt hospice i vores område. Det er et sted, hvor døende mennesker i indbydende omgivelser kan have det bare lidt rart, når de får det for dårligt til at kunne være i hjemmet.

Udover private hospice-entusiaster består foreningen af de lokale Kræftens Bekæmpelse-afdelinger og af Rotary, og i morgen lørdag kan du møde folk fra foreningen Hospice på Djursland i SuperBrugsen Glesborg.
Som oplæg til dette besøg bringer vi i dag en kronik af provsten i Marie Magdalene, Helge Quist Frandsen:

”Vi vil helst ikke på hospitalet, for det betyder jo, at vi er blevet syge, og vi vil nu engang helst være friske og raske. Men vi kan nok alligevel være enige om, at det er godt, vi har nogle gode hospitaler inden for en rimelig afstand, hvor vi kan blive indlagt, når vi trænger til det. Her kan vi blive undersøgt, så vi kan få klarhed over, hvad vi fejler. Her kan vi også blive helbredt efter en god og kyndig behandling.
Det er godt, vi har nogle gode hospitaler med venlige og dygtige læger og sygeplejersker, og der bliver også gjort meget for at skabe gode og smukke rammer. Der bliver indrettet venlige og lyse rum, hvor lyset kan komme ind. Der bliver anskaffet kunst til at hænge på væggene, og der bliver pyntet med friske blomster. Der bliver taget godt imod gæster, hvad enten det er den nærmeste familie, venner og naboer - eller måske præsten.

De hospitaler, jeg kommer på som præst, er gode hospitaler, og man viser en enestående venlighed og hjælpsomhed, for at vi ved fælles hjælp kan gøre det så godt som muligt for patienterne. Ved de fleste hospitaler er der efterhånden ansat en heltids- eller deltidsansat sygehuspræst, hvis arbejde bliver påskønnet af patienter, pårørende og personale.

Det går i de fleste tilfælde sådan, at patienterne bliver helbredt eller dog hjulpet sådan, at de kan komme videre i livet på en god måde. Men det lykkes jo alligevel ikke altid at helbrede patienten. Det kan være, man må konstatere, at patienten er uhelbredeligt syg. Man ved ikke, hvor lang tid den pågældende har tilbage, men han eller hun kan ikke komme sig, og hvad gør man så?

Der er pladsmangel på hospitalerne, og de fleste vil også helst hjem og tilbringe den sidste tid derhjemme - i de hjemlige omgivelser og med de kære omkring sig.
Det er en vemodig tid, men det kan godt blive en god tid. De, der har et sådant forløb inde på livet, roser hjemmeplejen for den hjælp og støtte, der bliver givet på alle døgnets tider. Det er fint, hvis én af de nærmeste kan få orlov til at passe den syge.
Det kan gå sådan, at man bliver bitter, når det går op for én, at der ikke er så meget tilbage af det dyrebare liv, vi holder af, men det kan også gå sådan, at der falder en afklaret ro over én. Ja, det kan endda gå sådan, at livet bliver særligt dyrebart, når det går op for os, at hver dag er en kostelig gave. Det er det, digterpræsten Kaj Munk giver udtryk for et sted med ordene: ”Først da er livet os dyrebart, når døden er ganske nær”.

Nu er det jo ikke alle, der har mulighed for at tilbringe den sidste tid derhjemme. Det kan være, man er alene, eller de kære er måske langt borte. Det er heller ikke sikkert, de kan frigøre sig for at pleje den syge, og det er derfor, man nogle steder i landet har oprettet et såkaldt ”hospice” - efter engelsk forbillede.
Det første blev oprettet for godt 10 år siden på Sankt Lukasstiftelsen i København, og der er f.eks. også et hospice i Vejle. Det er målsætningen at tilbyde den bedst mulige lindrende behandling, pleje og omsorg til alvorligt syge og deres pårørende, hvor helbredelse ikke skønnes mulig.

Med et begrænset tidsrum at leve i handler det om at få det bedste ud af tiden. Patienterne hjælpes til at finde kræfter til dét, der betyder noget netop i dag og til at tale om livet og den forestående død.

God kontakt til de pårørende, der som regel er patientens allervigtigste ressource, er ligeledes en vigtig opgave. De medinddrages i den syges hverdag, pleje og behandling, så langt som patienten ønsker det. De indbydes ligeledes til en opfølgende samtale efter patientens død for at tale om deres sorg og savn.

I forbindelse med et hospice har man gjort vellykkede forsøg med at etablere et ”hjemmehospice”, hvor man ved hjælp af et udgående team af sygeplejersker, læger, præst og fysioterapeut kan støtte hjemmeplejen og praktiserende læger, så flere mennesker kan få mulighed for at tilbringe den sidste tid i eget hjem. Eventuelt kan man tilbyde patienten en kombination af hospiceophold og hjemmehospice.

Foreningen Hospice på Djursland, Rotary-klubberne på Djursland og Kræftens Bekæmpelses lokalafdelinger arbejder med planer om et hospice på Djursland i naturskønne omgivelser. Opholdet på et hospice er gratis under loven om frit sygehusvalg, men der vil altid være brug for midler til f.eks. udsmykning og udstyr.”

Skrevet af provst Helge Quist Frandsen fra Marie Magdalene i Lokalavisen Midtdjurs d. 21. januar

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002