Handelsskolen i SuperBrugsen |
Opmærksomme iagttagere har nok lagt mærke til, at der hele ugen har været mere end almindelig aktivitet i Superbrugsen Glesborg hele ugen. Men her på Nørre Djurs NetNyt opdagede vi først på sidstedagen i dag, at 32 handelsskoleelever har haft indtaget butikken.
!
Alle har de valgt detailhandel som speciale i deres grunduddannelse på Handelsskolen i Grenå, og de går der på andet år. Det har længe været et ønske hos deres lærer, Erik Andersen, at give sine elever en praktisk erfaring midt i deres ellers så boglige forløb. Han gjorde sidste år et lille forsøg med en mindre flok i en forretning i Grenå nogle få dage, men han var på jagt efter en butik, hvor han og eleverne kunne få et pædagogisk samspil med lederen.
Ved et tilfælde kom han en dag til at snakke med vores uddeler, Per Pedersen, og så fødtes idéen med en uges pædagogisk praktikperiode for de unge mennesker. Den er nu altså blevet ført ud i livet, og samstemmende fortæller Erik Andersen og Per Pedersen om et yderst vellykket forløb set fra begge sider. For mange af handelsskoleeleverne er det lidt sløvende evig og altid at være på skolebænken, så derfor giver det en masse ny inspiration for dem at komme ud i det virkelige butiksliv. Her kan de få prøvet nogle ting af og mærke på deres egen krop, hvordan det er at være ansat i en forretning.
Per Pedersen fortæller til Nørre Djurs NetNyt, at han skam har stillet krav til de unge. Han har ladet dem få et vist mål af ansvar og en vis frihed til at prøve tingene af, men han har krævet én ting af dem, nemlig at de skulle respektere SuperBrugsen Glesborgs glade ånd og kundevenlighed.
Som afslutning på en meget fin uge har eleverne fået til opgave at indrette den nye store udvidelse af øl- og sodavandsafdelingen, og når de kommer tilbage på skolen, skal de skrive en rapport om praktikugen i Glesborg.
Skrevet af Rex
Redigeret af Rex, redaktion 11.
[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]
© Nørre Djurs Net 2002