Læserbrev: Større kommuneenheder vejen frem |
Søren Fischer fra Randers er kendt vidt og bredt som en særdeles idérig direktør, og han har mange gode tanker om medarbejdertrivsel på virksomhederne o.s.v. Han er en ivrig debattør, men ikke altid lige populær her på Djursland p.g.a. sine evindelige forsøg på at få Tirstrup Lufthavn flyttet til Århus.
I dag har han skrevet et læserbrev på vegne af Dansk Industri Østjylland, hvor han blander sig i dén debat, som kører om kommunesammenlægninger. Han skriver:
”Dansk Industri Østjylland hilser Grenås borgmester Gert Schous forslag om kommunesammenlægninger på Djursland velkommen. For os at se er der ingen tvivl om, at én kommune fremfor de otte, der dækker området i dag, langt bedre vil kunne skabe gennemslagskraft og styrke på Djursland.
Den nuværende kommunalstruktur stammer fra en helt anden tid, og i modsætning til, hvad man nogle gange skulle tro, så var kommunalreformen fra 1970 ikke tænkt som en statisk model med gyldighed langt ud i fremtiden. Hvis vi ser på den udvikling, som har fundet sted i de sidste 30 år, så kan det undre, at en reform ikke er blevet gennemført tidligere.
Tænk bare på befolkningens mobilitet i 2003 i forhold til dengang. I dag opleves de fysiske afstande som langt mindre end tidligere. Befolkningen er mere mobil, og opfattelsen af nærområdet, hvor man bor og arbejder, er ændret radikalt. Der var nok ikke nogen, der havde forestillet sig den digitale revolution, samfundet har gennemgået, hvor Internet og e-mail stort set er hvermandseje i dag.
Når DI Østjylland anbefaler større kommunale enheder, så skyldes det behovet for at sikre kritisk masse, effektivitet og kvalitet. Der er behov for større kommuner, som af egen drift kan indfri og videreudvikle ønsker og krav fra både politikere, borgere og virksomheder. En situation med sammenlægninger af kommuner til større og mere bæredygtige enheder vil betyde, at kommunerne kan løfte flere opgaver – mere effektivt.
Væksten i kommunernes opgavemængde har medført, at mange små kommuner kan have svært ved at sikre både virksomheder og borgere en kompetent, ensartet og effektiv sagsbehandling. Samspillet mellem virksomhederne og den offentlige sektor er meget tæt. Derfor er virksomhedernes hverdag i høj grad præget af, hvordan samarbejdet med kommune, amt og stat fungerer.
Det siger sig selv, at en mindre kommune ikke har mulighed for at ansætte højt uddannet personale på alle de mange forskellige områder, som en kommune i dag har ansvaret for. Opgaver, som man end ikke kendte til i 1970 – integration af flygtninge og indvandrere, affaldshåndtering, sygedagpenge, skatteligning, EU-regelsætning – for slet ikke at tale om IT-udviklingen som nævnt ovenfor.
Ubalancen mellem antallet af opgaver og kommunestørrelse risikerer således at lede til urimelige kvalitetsforskelle mellem kommunerne. Der er behov for en moderne organisering af den offentlige sektor, så virksomheder kan være sikre på at få en ensartet behandling uanset, om virksomheden ligger i en stor eller en lille kommune.
Derfor er der kun én vej – og det er vejen mod større, moderne kommuner, der giver en god, effektiv og ensartet service af høj kvalitet til såvel borgere som virksomheder. Et veldefineret område som Djursland fortjener én stor effektiv kommune, der kan sikre regionens udvikling.”
Skrevet af direktør Søren Fischer fra Randers på vegne af Dansk Industri Østjylland i Randers Amtsavis fredag d. 17. januar
Redigeret af Rex, redaktion 11.
[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]
© Nørre-DjurS.net 2003