Dagens Nyheder på Nørre-DjurS.net  17-01-03
Har vi fået en ny lokalavis? (2)

I går lovede vi slutningen på den fortsatte historie, vi startede på i går, om den dag før jul, redaktionen blev ringet op af en sælger fra Aarhus Stiftstidende. Du bliver nødt til lige at læse starten (fra i går) for at forstå dagens tekst.

Den håbefulde unge mand lagde an til en længere udredning om, hvorledes de i abonnementsafdelingen havde været til møde med chefredaktør Erik Frodelund, som havde fortalt sælgerne om, hvilken glimrende lokalavis Stiften er. Bare denne indledning var nok til at ”tænde” Deres hårdt prøvede redaktør, der straks gjorde opmærksom på, at det var så som så med begejstringen herude i Nørre Djurs af alle de grunde, vi fortalte om i går. Det var helt tydeligt, at det ikke stod i mandens lærebog, hvordan han skulle forholde sig, hvis han skulle løbe ind i en engageret kunde, der tilfældigvis ved noget om aviser, for han begyndte nu at lire samme lektie af én gang til. Han kunne tydeligvis ikke tage sig af vor redaktørs ord om, at vi herude ikke længere får lokalstof for de penge, vi betaler i abonnement.

Han blev med andre ord ved sit: Århus Stiftstidende er en god lokalavis, også for Djursland. Midt i dette mundhuggeri faldt snakken på de 2 udgaver (Amtsavien og Stiften) med det samme Djurslandsstof, som vi fortalte om i første del af denne artikel, og så faldt bomben pludselig: Om vi vidste, at der også findes en tredje model af avisen, som de kalder Nordudgaven? Her er Djurslandsstoffet samlet i et tillæg sammen med områderne nord for Århus, ”og der er en bedre dækning af jeres lokalområde end i de to øvrige! Den kan I jo skifte til i stedet for Randers Amtsavis.” NetNyt-redaktøren må da være et utaknemmeligt skarn, for tænk engang: han råbte hverken hurra eller slog kraftspring, selvom det da ellers lød som lige præcis dét, vi efterspørger.

Erfaringen har nemlig lært ham at have en sund skepsis overfor hr. Frodelunds salgsargumenter, så den stakkels unge mand måtte nu lægge øre til spørgsmål som f.eks. ”Hvem skriver dét bedre stof? Hvor sidder Djurslands-redaktionen?” og andre for sælgeren fuldkommen uvedkommende spørgsmål. Og det lod han sig da heller ikke anfægte af. Han holdt på sit og sagde, at noget af det stammede fra telegrambureauer(!), mens andet var featurestof om aktuelle Djurslandsemner. I stedet for at tage ordet ”løgn” i sin mund bad Deres hårdtprøvede redaktør nu om at tale med en chef, og da denne kom til, holdt han minsandten fast i den samme lektie om bedre Djurslandsdækning i Nordudgaven.
Men minsandten om ikke den stædige redaktør blev ved. Han kunne simpelthen ikke tro, hvad han hørte, og om ikke det kunne komme an på en prøve. ”Send os både Amtsavisen og Nordudgaven af Stiften i 2 uger, så vi kan lave et stykke sammenlignende avisstudium, så kan vi tales ved!” ”Det kan vi ikke , men I kan skifte Amtsavisen ud, så finder I ud af, at vi har ret,” sagde manden fra avisen.

Se, nu blev det først rigtig vanskeligt, for når vi holder fast i Amtsavisen, er det fordi, der sidder en hårdtarbejdende redaktion i Randers, som konstant har en trussel hængende over hovedet om at blive ”ofret” af moderavisen i den benhårde aviskrig med Jyllands Posten. Randers Amtsavis er en gammel og hæderkronet lokalavis, og dens eneste chance for at overleve er at have mange abonnenter. Den kamp vil vi gerne støtte, så indtil videre er vi ikke kommet tættere på et svar på det brændende spørgsmål: ”Har vi fået en ny lokalavis?” Men vi har da spurgt i kiosken i SuperBrugsen, om de kender noget til en Nordudgave med bedre Djurslandsdækning, men det har de aldrig hørt om.

Heller ikke Mogens Lyng, der er journalist på avisens Grenå-redaktion, har nogensinde hørt om den! I næste uge har vi så bestemt os for at prøve et skift for en kort periode. Vi vil selvfølgelig ikke afvise, at avisen har en tredje organisering af selve Djurslands-tillægget, end de to, vi kender til, men at der skulle være forskel på selve indholdet, tænk, det nægter vi at tro på!
Skulle nogle af læserne have hørt om Århus Stiftstidende Nord, vil vi meget gerne høre fra jer, men indtil andet er bevist, vil vi holde os til vores teori om, at chefredaktionen er ude på at lokke abonnenter på Djursland til at droppe Amtsavisen, så man med god samvittighed kan få den lukket!

Skrevet af Rex

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre-DjurS.net 2003