Dagens Nyheder på Nørre-DjurS.net  16-01-03
Har vi fået en ny lokalavis?

Når vi stiller dette spørgsmål, skyldes det en opringning, vi fik et stykke tid før jul på redaktionen, fra Aarhus Stiftstidendes abonnementsafdeling. Først nu er vores redaktør kommet sig så meget over chokket, at han kan delagtiggøre læserne i sin oplevelse.

Indledningsvis må vi lige sætte læserne ind i baggrunden for, at der kom en hel mediehistorie ud af en tilsyneladende uskyldig og rutinemæssig opringning. På redaktionen holder vi avis, fordi der er en del læserbreve fra vores område stadigvæk (dog med yderst begrænset plads), man kan stadig holde sig orienteret om navnestof også fra Nørre Djurs, og så er der jo ikke at forglemme det lillebitte frimærke af en Nørre Djurs-rubrik, som er så lille, at man nærmest burde have findeløn i stedet for at betale abonnement. Inden vi går videre, skal det på det kraftigste pointeres, at de få journalister, der er tilbage, gør det rigtig godt, men de får næsten ingen plads at skrive på, både fordi avisen fattes penge, men også fordi de har en chefredaktion, hvor redaktøren minder mere om en vaskepulversælger end én, der brænder for at lave avis.
”Din lokale avis”, bryster han sig af i annoncerne, men hvad får vi? Et lillebitte tyndt i tillæg, der dækker både omegnen af enten Århus eller Randers og samtlige Djurslands 8 kommuner, men om man som os holder Randers Amtsavis-udgaven eller har valgt ”moderavisen” Stiften, så er Djurslands-stoffet nøjagtigt det samme. Grenå må dele sin sparsomme ene side(!) med både Nørre Djurs og Midtdjurs, hvor redaktionerne for længst er nedlagte og bliver passet ganske udmærket af ikke-uddannede skribenter, men der savnes den journalistiske vinkel. Hér på Nørre Djurs Net er vi ivrige fortalere for det store behov, vi mener, der er for en stærk lokalavis også herude på bøh-landet, og når vi så sammenholder førnævnte slogan med medievirkeligheden på Djursland (og da specielt i Nørre Djurs og Midtdjurs), så er der vel ikke noget at sige til, at der ikke ligefrem var varme toner i luften, da vi pludselig blev ringet op af en ivrig ung avissælger!
(fortsættes i morgen)

Skrevet af Rex

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre-DjurS.net 2003