Dagens Nyheder på Nørre-DjurS.net  15-01-03
Læserbrev: Kvæler Molslinien Grenåbanen?

Et bekymret byrådsmedlem fra Grenå, Kai Hansen, har i Aarhus Stiftstidende læst nogle udtalelser fra Mols-liniens direktør, der blev citeret forleden dag. Det får Hansen til at slutte sig til rækken af forkæmpere for bevarelse af Grenåbanen. Han skriver:

”Ifølge avisudsagn bliver Grenåbanen lukket omgående, hvis det står til direktør Preben Wolff fra Mols Linien. Direktøren citeres for, at ”det åndssvage tog blokerer det halve af dagen” – altså ved Århus Havn. Den udtalelse er ganske enkelt uforskammet.
Det er i orden, at en direktør har en mening om udvikling, men det er ikke i orden, at han har en så egoistisk horisont i sine synspunkter. Vi er ret så mange, der gerne sejler med færgerne – men også har store interesser i, at der er tog hele dagen.
For enden af banestrækningen ligger der en topmoderne havn i Grenå. Godstrafik herfra er måske en torn i øjet på Århus-folkene? Måske er det dejligt belejligt, at endnu en direktør vil se banen nedlagt? Der går jo ikke mange dage, inden man i aviserne kan læse, at Grenåbanen er ”farlig” inde i Århus.
For os herude i paradiset på Djursland har vi også som pendlere stor brug for banen, og længere ind mod Århus står man i kø for at komme med. Omkring 90.000 nye rejsende i 2002. Så glem alt om at lukke en velfungerende rute.
Og så en lille hilsen til amtsborgmesteren, der citeres for, at ”det er træls for Djursland”. Johannes Flensted-Jensen mener, at han ikke kan blande sig i Mols-Liniens planer. Ja, det er helt rigtigt, men han kan sikre Grenåbanens fremtid. Slå nu det fast én gang for alle.
Til alle andre: Fat pennen eller telefonen og kæmp imod nedlæggelse af vores bane.”

Skrevet af byrådsmedlem for Venstre i Grenå, Kai Hansen, i Randers Amtsavis onsdag d. 15. januar

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre-DjurS.net 2003