Årets internationale håb er fra Danmark |
Vi fortalte for et stykke tid siden om Sharin Foo (født og vokset op i Emmelev og senere Gjerrild, nu København) og hendes pludselige og uventede succes i USA sammen med makkeren Sune Wagner. De kalder sig The Raveonettes, og vi har som sagt tidligere fortalt om deres millionkontrakt med Columbia.
Nu er de ved årsskiftet blevet udnævnt til det mest lovende band i hele verden på den internationale rockscene, og det er oven i købet 2 dybt seriøse musikblade, nemlig engelske Q Magazine og det gamle hæderkronede amerikanske Rolling Stone, der står bag udnævnelsen. Både miskendte og ukendte i hjemlandet har de alligevel formået at slå igennem på en måde, som aldrig før er set for et dansk rock-orkester. I disse dage bliver de så endelig for alvor hevet frem i de danske medier, inklusive flere TV-aviser, og i aften er det så det daglige magasinprogram Go`aften, Danmark på TV2, der har hevet The Raveonettes i studiet.
Sharin Foo har i flere år levet for, uden at kunne leve af, musikken. Hun har gået på Rytmisk Konservatorium i København, men efter det har det været så som så med sangerkarrieren, selv om hun har et medfødt sangtalent udover det sædvanlige. Til Nørre Djurs NetNyt fortæller Sharin Foo, at hun faktisk stod lige for at skulle i aktivering, da hun og Wagner blev opdagede af David Fricke fra Rolling Stone. Det var i sommer, og nu vader de 2 danske musikere nærmest rundt i penge.
I går bragte Politiken en strålende omtale af The Raveonettes, hvor du kan læse om både selve kåringen og om bandets historie.
Læs Erik Jensens artikel fra Politiken
Skrevet af Rex
Redigeret af Rex, redaktion 11.
[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]
© Nørre-DjurS.net 2003