Adam & Evald på Voldby Skole |
Der var liv og glade dage, da Comedievognen lige før middag i dag stod for en særdeles morsom og medrivende forestilling på Voldby Skole. Nørre Djurs NetNyt var tilstede, og vi fortæller lidt fra begivenheden.
Vi troede egentlig, at der også kom børn fra andre af kommunens skoler, når Børnekultursamvirket sådan inviterer ét af landets bedste børneteatre til området, men sådan var det ikke. Og skolens sal er jo heller ikke af en størrelse, som gør det muligt at rumme flere end skolens egne børn. De var der til gengæld alle i alderen fra børnehaveklasse til og med 5. klasse, og de fik sig en teateroplevelse ud over det sædvanlige.
Indledningsmusikken havde ikke mere end lige lagt sig, før de 2 skuespillere, Bo Bertram og Niels Jørgensen, entrede scenen og med mimik og mærkelige lyde fik sat gang i børnenes grinemuskler lige fra første sekund. Den mimiske fortælling viste sig at være en slags moderniseret syndefaldsmyte med de 2 klovner Adam & Evald som medvirkende. Stykket var et overflødighedshorn af løjerlige indfald, som simpelt hen er umulige at beskrive, men det hele var instrueret med stor præcision af den velkendte Søren Østergaard.
Vil du vide mere om dette stykke, Paradiso, gruppens øvrige stykker og Comedievognens historie i øvrigt, så klik på:
http://www.comedievognen.dk
Redigeret af Rex, redaktion 11.
[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]
© Nørre-DjurS.net 2003