Læserbrev: Skal vi have ondt af damen? |
I dag er der et enkelt debatindlæg i anledning
af sygehusforliget. Bent Risager fra Grenå har været én af de ivrigste debattører hele
vejen igennem, og det var også ham, som var idémanden bag Sygehusavisen, som han lavede
sammen med Grenå Bladet. Han og hans kone Irma har nu skrevet følgende kommentar til et
indlæg af Lotte Hornemann fra forleden:
"Det er dog utrolig læsning, Lotte Hornemann (V) kommer med i uge 51! Skal vi have
ondt af damen, eller hva`?
Fru Hornemann kunne jo bare have stemt nej til besparelse/nedlæggelse på de kendte
sygehuse - og gerne overbevist sine kolleger om, at de var ude i dårligt ærinde - den
"gamle" gode plan roses for sin vision og fremtidssikre struktur for
centralsygehusene, herunder Grenå og Odder.
Ja, resultatet blev 0-sygehus i Grenå, 0-skadestue i Grenå - vi må finde os i Danmarks
længste transportvej til et sygehus, både som patient og som pårørende - for mig er
der ingen tvivl, hvis jeg igen får brug for servicen: Jeg vælger uden-amtsindlæggelse,
når jeg nu alligevel skal på farten (I andre kunne jo gøre det samme)!!!
Lotte Hornemann har fået en rapport om forskning ved universitetshospitalerne i Århus
(stærk læsning, forståes), rigtig mange speciallæger er optaget af forskning - jamen;
det var da dét, vi sagde ved høringerne, og dét, blandt andet MA skrev og fremturede
med i den meget korte pseudo-høringsfase (her får vi da bekræftet vore bange anelser -
ingen, absolut ingen, har været interesseret i borgernes argumenter!!!!
Amtsrådsmedlemmerne og forvaltningen har opført sig som på enevældens tid og truffet
beslutninger som bedrevidende hen over hovedet på vælgerne - os, I repræsenterer. Hvis
I var bestyrelsesmedlemmer i en privat produktionsvirksomhed med samme omsætning, ejet af
aktionærerne (vælgerne), ville I bortset fra anklage for mandatsvig, dårlig forvaltning
af ressourcerne, tilbageholdenhed af for aktionærerne (vælgerne) vigtige oplysninger ved
jeres ansættelser og udnævnelser, også blive bortvist øjeblikkeligt!!!
Aktionærerne (vælgerne) ville naturligvis indkalde til en ekstraordinær
generalforsamling med det ene formål at vælge en ny bestyrelse og ansætte en ny
direktion!!! - Men sådan er det jo ikke i politik, her vaskes der bare hænder, og så
deler vi rundhåndet ud af skattekronerne, til nye store udvidelser på de i forvejen alt
for store og uoverskuelige sygehuse og lader som om, man er rene engle - her ved
juletid!!!
Som min dejlige snusfornuftige kone (tidligere sygehjælper) siger det:
"Hvor har de politikere dog ødelagt meget i vores branche - både på sygehusene og
i dagplejen og på centrene - jeg tror ikke rigtigt, at der er nogen, der ved, hvor meget
der kæmpes hver dag for at få enderne til at nå sammen med pleje, omsorg, lindring,
trøst m.v. på sengeafsnit og plejehjem og i hjemmene!!!
Utroligt, at der stadigvæk kan rekrutteres personale!
I en alder af 57 år véd jeg nu, at politikere/politik er et beskidt håndværk, hvor al
troværdighed - for mig - er væk!! Det eneste, man med sikkerhed kan stole på, er, at
man ikke kan stole på noget som helst!!!
En gang var jeg en glad og stolt sygehjælper, med følelsen af at udføre et godt job til
patientens og min tilfredshed.""
Skrevet af Irma & Bent Risager fra Grenå i Grenå Bladet d. 7.
januar
Redigeret af Rex, redaktion 11.
[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]
© Nørre Djurs Net 2002