Læserbrev: Så ruller millionerne! |
Hele hurlumhejet omkring sygehuslukningen giver
stadig anledning til skarpe røster fra borgerne. Debatten har endnu ikke lagt sig - dén
politikerlede, som beslutningen og dens gennemførelse har efterladt selv besindige
djurslændinge med, er ikke sådan til at stoppe - ærgerligt nok, for en mere omhyggelig
høringsfase kunne have skabt en meget bedre stemning. Men politikerne valgte altså at
gøre sig upopulære hos deres egne vælgere - de må jo have nok af dem inde i Århus.
I Grenå Bladet har vi fundet følgende indlæg fra Niels Kjeldsen fra Grenå, der også
tidligere har markeret sig i debatten:
"Hurra for Flensted Jensen, Carl Johan Rasmussen og Leif Vestergaard Pedersen.
Endelig kommer de med ærlige og reelle udtalelser i sygehussagen.
I en kronik i Jyllands Posten skriver Flensted-Jensen:
#"amterne - en folkelig drivkraft."
#"amterne kan netop være garanter for, at prioriteringen kommer til at foregå i
dialog mellem befolkningen og politikere."
#"Fordi vi lyttede. Fordi vi ikke bare tromlede en færdigsyet plan igennem, men
prioriterede den tryghed og nærhed højt, som borgerne meget ihærdigt
efterspurgte."
Jeg fik "røde knopper", da jeg læste det, og værre blev det, da jeg
sammenfattede det med dengang, Flensted-Jensen kom ud fra forliget og udtalte: "Det
blev et godt forlig, og vi kan se folk i øjnene." Det fatter jeg ikke. Heller ikke,
at han kan holde ud at se sig selv i spejlet. Hvem har han lyttet til? Det er i alt fald
ikke de borgere, han omtaler i sin kronik, for de har en helt anden mening om
sygehuslukningerne.
Men endelig kommer det. Flensted-Jensen skriver videre i kronikken: "Helt i tråd med
regeringens ønsker arbejder vi på at komme ventelisterne til livs. Men det kræver nu
engang mere plads til at operere flere patienter, og det er derfor, sygehuset i Silkeborg
fik ja til nybyggeri." Endelig en reel udtalelse fra Flensted-Jensen i
sygehusdebatten, hvor man ikke behøver at tvivle på hans troværdighed. Det er noget, vi
alle kan forstå. Vi kan bare ikke forstå, hvorfor der bliver tomme operationsstuer og
sengeafdelinger på Grenå Centralsygehus, når man kan bruge dem til at mindske
ventelisterne. Men det er vel amtspolitisk tænkning. Skidt med de syge fra
randområderne.
Der er ingen tvivl om, at der er manglende oversigt og manglende planlægning. I privat
regi var ledelsen prompte blevet hældt ud af døren!
Det bedste ved Flensted-Jensens kronik er Kurt Westergårds tegning af amtet som en
truende knyttet næve hævet over området.
I Jyllands Posten d. 13. december kan man læse, at Carl Johan Rasmussen mener, at de
tilbageværende sygehuse i Århus Amt skal udbygges for små 80 mill. kr. for at
imødekomme amtets spareplaner. Det er dog glædeligt, at man i de for amtet så hårde
tider har fundet en pose penge med så mange millioner. Men man siger jo også, at
"hvor der er vilje, er der vej". Det er så blot, hvilken vej man går.
Man kunne få den tanke, at lukningen af de små sygehuse ikke har noget som helst med
spareforslag at gøre. Men dejligt med en ærlig udtalelse i sygehusdebatten fra Carl
Johan.
Endelig udtaler sygehusdirektør Leif Vestergaard Pedersen, at der vil blive længere
venteliseter i 2003, og at der i værste fald vil være mere end 12.000 flere syge, der
skal vente på behandling. Til spørgsmålet om, hvad amtets spareplan, lukninger og
sammenlægninger vil koste i lavere aktivitet, svarer han: "Det véd vi ikke!"
Hvad med at hælde hele amtsrådet og sygehusudvalget på gaden? Det ser ud til, at de er
fuldstændig virkelighedsfjerne. Vi behøver dem ikke, for de véd ikke, hvor meget de
ødelægger.
Og til alle jer, der stemte for besparelserne, selv om I var imod, kan jeg kun sige, at
det ville have været befriende, hvis I havde rettet ryggen og stemt nej, i stedet for som
nu at have travlt ved håndvasken og komme med forklaringer om, hvorfor I alligevel stemte
nej!"
Skrevet af Niels Kjeldsen fra Grenå i Grenå Bladet d. 28. december
Redigeret af Rex, redaktion 11.
[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]
© Nørre Djurs Net 2002