Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 06-01-2003
Læserbrev: Hold snitterne fra Grenåbanen

Folkene fra Idégruppen Grenå beder i klare og utvetydige vendinger de århusianske politikere og andre om at besinde sig med hensyn til Grenåbanen og dens videre skæbne:

"Der har nu igennem længere tid været kræfter, der arbejder for nedlæggelse af Grenåbanen, og hvem har det været, selvfølgelig personer i Århus Kommune.
Djurslandsborgmestre har henvendt sig til trafikministeren for at få ham til at forstå, at Grenåbanen skal gøres trafiksikker. Hvem har trafikministeren haft samtale med? Amtsborgmesteren og Århus` borgmester. Ville de gå helhjertet ind for bevarelsen? - Nej! Grenåbanen kan Grenå Kommune ikke undvære. Det har været fremme i pressen, at passagertallet er steget. Der vil med den indsats, der gøres fra mange sider, blive brug for banen fremover. Den kan ikke afløses af busser med direkte forbindelse til Århus. Banen snor sig igennem mange mindre samfund, som også har brug for forbindelse.
Grenå skal fortsat være en undervisningsby og fremtidens turistområde. Grenå vil mere og mere være stedet, hvor borgerne bor og pendler til andre byer. Om ganske få år vil Grenås indbyggertal være steget grundet de aktiviteter, der skal komme for at blive. Grenå vil arbejde på at blive byen på Djursland, hvor indbyggerne på hele Djursland vil handle.
I Grenå kan borgere, der bor i Århus og Randers og mange andre steder, købe deres bolig til meget billigere pris, end det kan gøres andre steder. Køb hus i Grenå, og bliv velhavende - du får alle tiders natur oven i købet. Idégruppen Grenå tror på Grenås fremtid ved et styrket samarbejde på alle fronter.
Det er derfor vigtigt, vores folkevalgte går helhjertet ind for at bevare Grenåbanen og ikke lader Århus løbe af med sejren. Vi har før i Grenå vist, vi kan stå sammen, og det kan vi vise igen. Grenåbanen skal gøres effektiv og sikker.
Vi mener, det er vigtigt. Alle skal give deres mening til kende. Skriv et læserbrev."

Skrevet på Idégruppen Grenås vegne af
Jens Ove Schmidt, Hans Conrau, Preben Mortensen & Jørgen Lund

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002