Paradiso i Voldby! |
Hos Børnekultursamvirket i Nørre Djurs tager
man allerede straks i det nye år fat på sæsonen. Det sker torsdag formiddag, og i dag
kan du læse lidt om forestillingen, som virkelig ser spændende og interessant ud.
Læs pressemeddelelsen hér!
"Den 8. januar kl. 11.00 indleder
Børnekultursamvirket det nye år med en både sjov og tankevækkende teaterforestilling,
som bliver spillet af teatret "Comedievognen" fra København. Den bliver vist
på Voldby Skole og er beregnet til børn fra 7 år og deres voksne.
Forestillingen hedder "Paradiso", og den er en slags moderne syndefaldsmyte -
blot er æblet fra kundskabens træ i denne udgave erstattet med et tv-apparat
Stykket er instrueret af Søren Østergård, og han har erstattet det velkendte par, Adam
og Eva med de to klovne, Adam og Evald.
Kritikerne har om stykket brugt ord som "klovnekunst på internationalt niveau"
og "underholdende og originalt", så der skulle virkelig være noget at glæde
sig til for de heldige, som får billetter til forestillingen.
Der er gratis adgang til forestillingen, men det er nødvendigt at bestille billetter på
forhånd. Billetterne kan bestilles på Voldby Skole eller på Ørum Bibliotek fra torsdag
den 2. januar 2003."
Indsendt til Nørre Djurs NetNyt af Lars Larsen fra Børnekultursamvirket
Redigeret af Rex, redaktion 11.
[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]
© Nørre Djurs Net 2002