Læserbrev: Få det bedste ud af det |
To af de lokale Venstre-politikere har skrevet
følgende indlæg, hvori de opfordrer folk på Djursland til at arbejde med og få det
bedste ud af den nye hospitalsplan:
Det er meget vigtigt, at vi fra lokalområdet tager et initiativ og arbejder
positivt sammen med Århus Amt om de opgaver, der skal løses i fremtiden på Grenå
Sygehus udover de funktioner, som trods alt forbliver på stedet.
Selvfølgelig er det stadig svært at forstå fornuften i den centralisering, som amtets
beslutning er udtryk for. Men nu er beslutningen taget, og en fortsat beklagelse og
bebrejdelse i forhold til amtets politikere fører ikke til noget konstruktivt. Derimod
vil det være konstruktivt, hvis vi selv er i stand til at pege på nye funktioner og
målrettet arbejder for, at sådanne hurtigst muligt etableres på Grenå Sygehus.
Der kan umiddelbart foreslås et Sundhedscenter Djursland, der servicerer Djursland med
speciallæger, almindelig lægepraksis, tandlæger, zoneterapi, kiropraktisk behandling,
fysioterapi i privat praksis og måske et fælleskommunalt drevet genoptræningscenter for
ældre, der i perioder har brug for det.
Måske er der nye veje at gå i forhold til andre udbydere af sundhedsydelser. Kan vi
forestille os, at forsikringsselskaber ønsker forsikrede kunder behandlet på et
Sundhedscenter Djursland, d.v.s. at ét eller flere forsikringsselskaber selv står for
driften af en del af sygehuset.
Der er muligheder nok, hvis vi ellers vil og tør deltage i den udvikling, der finder sted
inden for sundhedsvæsenet i disse år. Det er ikke kun Djursland, der er udsat for en
centralisering af sygehusområdet.
Fra Amtets side er der endnu ikke planer for anvendelsen af de overskydende kvadratmeter.
Hvis vi arbejder hurtigt, kan vi gøre Grenå Sygehus, der ligger i rolige omgivelser med
udsigt til Kattegat og anden varieret og pragtfuld natur, til et sted, hvortil man rejser
fra andre dele af landet, når man behøver en specialbehandling eller måske et
rekreationsophold.
Skrevet af Lotte Hornemann og Svend Brandstrup Hansen, hhv. amtsrådsmedlem og
viceborgmester for partiet Venstre i Grenå, i Randers Amtsavis fredag d. 3. januar.
Redigeret af Rex, redaktion 11.
[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]
© Nørre-DjurS.net 2003