Et svar fra et amtsrådsmedlem |
Sidst i oktober måned sidste år sendte nærværende redaktør et åbent brev til samtlige amtsrådsmedlemmer med en appel om endnu engang at overveje de omfattende konsekvenser for Djurslands fremtid af sygehuslukningen. Hen over det nye år har vi så endelig modtaget ét svar, nemlig fra Venstre-manden Kim Andersen. Der bliver vasket en del hænder, og manden benytter lejligheden til at fremhæve sin egen indsats (det kan vi komme tilbage til én af dagene), men vi vil naturligvis gerne delagtiggøre læserne i svaret.
Læs Kim Andersens brev hér!
Kære Rex Jensen
Tak for din henvendelse af 23. oktober 2002 i forbindelse med spare- og
omstillingsplanerne i Århus Amt, som i høj grad vedrørte sygehusene. Jeg
beklager den sene respons på din henvendelse, men det har været et travlt efterår med
mange politiske gøremål.
Det har gjort et stort indtryk på mig med alle de henvendelser, som jeg har modtaget,
således også din. Ligeledes har de mange samtaler, som jeg har haft med
personalegrupper, patientgrupper samt borgere, været med til at sætte den svære
beslutning, jeg som politiker har skullet tage, i
perspektiv.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at den opgave, vi som politikere blev stillet
overfor, var en bunden opgave: Der skulle spares og omstilles for i alt 300 mio. kr. i
Århus Amt, heraf en væsentlig del på
sygehusområdet. Det var altså en økonomisk opgave samtidig med, at den faglige
udvikling på sygehusene fortsat skulle sikres, og at alle borgere, også borgerne i de
berørte områder, fortsat skulle have et lægefagligt tilbud, som er tidssvarende og
blandt de bedste i landet. Hertil skal lægges, at de faglige miljøer skulle fastholdes
og gerne udbygges, sådan at Århus Amt også i de kommende år kan rekruttere
tilstrækkeligt fagligt personale.
De mange henvendelser, som bl.a. jeg har modtaget, og de møder, jeg har deltaget i, har
som nævnt gjort et betydeligt indtryk - også på mig.
Jeg er helt enig i, at der har været behov for at tilgodese lokalbefolkningen i de
berørte nærområder i højere grad med hensyn til det, vi har kaldt nærhed og tryghed.
Ligeså er argumentet om at fastholde arbejdspladser lokalt hyppigt fremført, og jeg har
endvidere været af den opfattelse, at særligt sygehusene i Odder og Grenå havde nogle
fysiske faciliteter og et fagligt personale, som der i højere grad skulle gøres brug af.
Det stod således tidligt klart for mig, at høringsplanen, som blev udsendt fra
Sygehusudvalget sidst i september, var mangelfuld og ikke nuanceret nok. Derfor sagde jeg
allerede 1. oktober, da jeg modtog personalegrupper fra de tre sygehuse på Christiansborg
Slotsplads, at den plan ikke ville blive vedtaget - den skulle korrigeres. Der skulle i
højere grad tages højde for de forhold, jeg har nævnt ovenfor.
Derfor fremlagde Venstres Amtsrådsgruppe tidligt i høringsfasen en såkaldt plan B, som
i høj grad kom til at præge debatten frem til den endelige beslutning. Venstres plan B
tilgodeså de ovenfor nævnte ønsker i forhold til flere aktiviteter på sygehusene i
Odder, Grenå og på Samsø i forhold til høringsplanen. Men vi måtte ved de endelige
forligsforhandliger erkende, at meget stærke kræfter i Århus Amt ikke delte de
synspunkter, vi havde gjort gældende i vores plan B. Det er mit indtryk, at stærke
kræfter f.eks. overvejede helt at neddrosle
aktiviteterne på Odder Sygehus.
Venstres Amtsrådsgruppe havde derfor valget mellem at præge beslutningerne eller stå
udenfor. Som Venstre-folk valgte vi -naturligvis - det sidste.
Og jeg kan forsikre dig for, at det var en hård kamp for os Venstre-folk at kæmpe for
flest mulige aktiviteter på de tre sygehuse.
Vi havde gerne set en større grad af aktivitet, end det endelige forlig kom til at
resultere i, men det var det optimalt mulige. Og det, der blev opnået, er set med mine
øjne bestemt også bedre end det, der var levnet de tre sygehuse i høringsplanen.
Det er vigtigt for mig at understrege, at spare- og omstillingsplanerne først blev kendt
af mig, da planen blev offentliggjort i slutningen af september, og at jeg hele tiden har
opfattet høringsproceduren som én, der skulle være reel. Derfor fremlagde vi også
tidligt vores plan B, og derfor tog vi også kritikken og de mange forslag og synspunkter
til os
samtidig med, at vi forholdt os ansvarlige overfor de nødvendige sparekrav og hensynet
til den faglige udvikling samt en korrekt lægefaglig behandling af Amtets borgere.
Jeg ved selvfølgelig godt, at alle ikke er tilfredse med de trufne beslutninger. Men det
er min opfattelse, at det er det mulige kompromis, der er opnået. Jeg håber, at alle nu
vil se fremad og få det bedst mulige ud af de givne vilkår, sådan at der også fortsat
i Odder, Grenå og på Samsø vil være behandligs- og sygehusmæssige tilbud af første
klasse indenfor de sygehus- og behandlingskategorier, som nu er besluttet.
Endnu en gang vil jeg sige tak for din henvendelse.
Indsendt til Nørre Djurs NetNyt med venlig hilsen fra
Kim Andersen,
Amtsrådmedlem (V)
Redigeret af Rex, redaktion 11.
[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]
© Nørre-DjurS.net 2003