Med en næsten fordobling af
sit personlige stemmetal forbliver socialdemokraten Leif Sørensen i borgmesterstolen i
Nørre Djurs efter tirsdagens kommunevalg.
Men det sker med et helt nyt og særdeles solidt flertal i ryggen. Den
nye konstellation så dagens lys i de sene nattetimer efter at det lå klart, at
socialdemokraterne kunne notere fremgang stik imod tendenserne i folketingsvalget med en
massiv borgerlig fremgang og Venstre som en af valgets vindere.
I Nørre Djurs holdt Venstre skansen trods en lille procentuel
tilbagegang, og det bliver nu med Venstre som en del af grundlaget, at Leif Sørensen kan
se frem til sin næste fireårige periode som kommunens førstemand. Desuden har han
indgået aftale med de konservatives Benny Hammer og Dansk Folkepartis Hans Fisker Jensen
under natlige konstituerings-forhandlinger.
Dermed er den gamle koalitionspartnere Nørre Djurs Listen sat udenfor den store
indflydelse på fordelingen af vigtige poster, ligesom Borgerlisten Arne Trend-Poulsen,
der tidligere repræsenterede Dansk Folkeparti, men sidder i den nuværende
kommunalbestyrelse som løsgænger.
Socialdemokratiet opnåede i alt fem mandater nøjagtig ligesom Venstre,
mens Nørre Djurs Listen fik genvalg til sine to kandidater, Dansk Folkeparti fik et
mandat, de konservative et og endelig sikrede Borgerlisten for Nørre Djurs et mandat.
Leif Sørensen fik selv et særdeles godt valg med 623 personlige stemmer, mod omkring
godt 300 i 1997, og med disse stemmer i ryggen kunne han på valgnatten stable en noget
overraskende, men også meget bred konstitueringsaftale med Venstre, konservative og Dansk
Folkeparti på benene.
- Jeg ønskede så bred en aftale som muligt og er tilfreds med, at det lykkedes. Det
lover godt for den politiske fremtid i kommunen, siger Leif Sørensen.
Hos de konservative skete der et overraskende personskift, idet Poul
Kjelgaard fik 122 personlige stemmer mod den nyopstillede Benny Hammers 138 personlige
stemmer, og dermed hedder den nye viceborgmester også Benny Hammer. Venstre har fået
formandsposten i kulturudvalget samt i teknisk udvalg, og endelig har en post i
økonomiudvalget fået Dansk Folkepartis nyvalgte kommunalbestyrelsesmedlem Hans Fisker
Jensen til at være med i konstitueringsaftalen.
Kilde: stiften / MM
|