Anders Fogh Rasmussen (V) indledte torsdag drøftelser
med Socialdemokratet og dernæst Dansk Folkeparti, som er de to partier, som kan give en
kommende VK-regering flertal.

Anders Fogh kan blot afvente imens Pia Kærsgård støber kuglerne.
Efter forhandlingerne opfordrede Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard
Venstres formand til at bruge det flertal, som Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti
udgør i Folketinget, til at gennemføre den politik, som Venstre gik til valg på.
"På udlændingeområdet, på retsområdet, på ældreområdet, på sundhedsområdet
er vi fuldstændigt enige, og vi synes også, at skattestoppet er en udmærket ide. Så
vores råd er: Se nu at komme i gang," sagde Pia Kjærsgaard, efter at hun og
partiets næstformand Peter Skaarup havde talt med Anders Fogh Rasmussen.
Socialdemokratiet udsteder ikke på forhånd nogen løfter til den nye borgerlige
regering. Partiet vil afvente konkrete udspil og så møde op til de forhandlinger, som
regeringen inviterer til, meddelte gruppeformand Jan Petersen og politisk ordfører
Pernille Blach Hansen torsdag efter mødet med Fogh.
"Vi har forstået på den kommende statsminister, at regeringen vil fremlægge sine
forslag i folketingssalen. I og med, at der ikke ligger forslag på bordet herinde, kan vi
heller ikke tage stilling til forslagene," sagde Pernille Blach Hansen.
Også i forhandlingerne om finansloven vil Socialdemokratiet vente på, at regeringen
spiller ud.
Grundig sondering
Forud for møderne har landets kommende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, gjort det
klart, at han vil sondere mulighederne "overordentligt grundigt" for at finde
frem til et borgerligt regeringsgrundlag og for at undersøge en borgerlig regerings
manøvremuligheder.

"Jeg vil bruge den tid, der er fornøden til at undersøge alle muligheder
grundigt," sagde Andes Fogh Rasmussen efter sit møde hos dronningen onsdag.
Dansk Folkeparti har ingen chance for at komme i regering, men som støtteparti vil de
får stor indflydelse på den kommende regerings politik.
Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, fastslår da også, at hendes
parti er i en gunstig situation. Hvad udlændingepolitikken angår, lader hun forstå, at
Dansk Folkeparti godt kan acceptere, at Socialdemkratiet kommer med i en aftale om
stramninger, nu da Socialdemokratiet er "frigjort" fra Det Radikale Venstre.
"Der er ikke noget belæg for at skyde det specielt meget ud. Og jeg vil synes, det
er fint, hvis alle trækker i arbejdstøjet. Hvis Socialdemokratiet f. eks. på
udlændingeområdet, nu da de er frigjort fra de radikale, synes, at det vil være godt
med en stramning, så er de da velkomne," sagde Pia Kjærsgaard.
Hun sagde, at der i forhold til Venstres udspil i valgkampen kan være nuancer, hvor Dansk
Folkeparti ikke er enig.
KrF afviser regeringsdeltagelse
Alle de borgerlige partier støtter Fogh, men Dansk Folkeparti har udtrykkeligt rådet
dronningen til, at hun skal bede Venstres formand om at danne en VK-regering.
Venstre-formanden vil ikke afsløre, om han satser på at danne en ren VK-regering, eller
om han er åben over for at få Kristeligt Folkeparti med. Men Kristeligt Folkepartis
leder, Jann Sjursen, tror ikke på regeringsdeltagelse, efter VK-meldinger om
udlændingepolitik og ulandsbistand i valgkampen.
Anders Fogh Rasmussen har lovet at give Kristeligt Folkeparti indflydelse på regeringens
politik, fordi partiet har peget på ham.
Kilde: Reuters /MM
|