Artikler på Nørre Djurs Net
Læserbrev: Om vedligeholdelse

Kaj Agerskov fra Socialdemokratiet bruger den sidste mulighed her for at stikke til Venstre for deres påståede mange års forsømmelser af de skrantende skolebygninger i Nørre Djurs. Han skriver:

"Nu beklager én af Venstres kandidater - Eigil Henriksen - sig over de mange års manglende vedligeholdelse af skolerne, som nu skal betales.
Venstre har jo siddet mange år på magten uden at foretage en tøddel på vedligeholdelse af skolerne. Hvor har Venstre været henne? Og med til tider 30 mill. kr. på kontoen!
Kære Venstre: I har sørget for, at vi nu skal bruge omkring 50 mill. kr. til renovering af skolerne. Heldigvis var der et flertal i kommunalbestyrelsen, der var deres arbejde voksen! En gennemgribende renovering af vores tre skoler blev resultatet, og her måtte Venstre selvfølgelig også være med! Men I havde jo haft næsten 30 års betænkningstid - uden resultat! Først, da Socialdemokratiet fik ansvaret, skete der noget….med opbakning hele vejen rundt i salen. Venstre havde ikke i de mange år haft viljen til at foretage sig noget som helst med hensyn til renovering af skolerne. Det har stået i investeringsoversigten næsten siden kommunesammenlægningen i 60`erne og blevet udskudt år efter år.
Vi har fået en god renoveringsplan, som skal fortsætte de næste 4-5 år! Skulle det ske, at Venstre får magten igen, føler jeg mig ikke sikker på planens gennemførelse.
Overforbrug for lånte penge?…..Husk, for fire år siden måtte kommunalbestyrelsen tage et lån på 8 mill. kr. efter Venstres underskudsforretning. Det har Venstre glemt. Det har vi andre i kommunalbestyrelsen ikke!"

Skrevet af Kaj Agerskov fra Voldby, medlem af kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet, i Randers Amtsavis tirsdag d. 20. november.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Bragt af Bjarke & Rex, redaktion 03 & 11, den 20- 11-01
Copyright Nørre Djurs Net 2001