Artikler på Nørre Djurs Web
Læserbrev fra pastor Carlsson
Her på Nørre Djurs NetNyt har vi en yderst godmodig "bladkrig" kørende med Dagbladet Djursland. Den giver sig bl.a. udtryk i en evig drillen hinanden med, hvem der nu kommer først med det sidste nye. Da pastor Kurth Carlsson i lørdags blev udnævnt til Landsbytosse 2000, var vi jo op til flere dage foran Dagbladet Djursland (og det er jo ikke første gang!). Da de så endelig tog sig sammen og fik bragt en stort opsat artikel med kæmpe-billede (tirsdag!), havde der indsneget sig en fejl, der straks har fået pastoren til tasterne.
Det er der kommet følgende lille læserbrev ud af i dagens avis:
"Æres den, som æres bør. Sådan lyder et gammelt mundheld. Nogle modtager en ære, de ikke har fortjent, andre tiltusker sig ære, som tilkommer andre.
I gårsdagens udgave af "Djursland" under Nørre Djurs-rubrikken kunne vi (under det i øvrigt flotte billede af Rimsø Præstegård og undertegnede) læse, at "Kurth Carlsson har selv skaffet midler til restaureringen af landets ældste og længste præstegård".
Det har den unge journalist helt misforstået. Enhver, som kender blot en smule til økonomien i Den Danske Folkekirke vil vide, at det naturligvis er de lokale menighedsråd, som står i spidsen for at skaffe penge til forbedringer og vedligeholdelse af kirker og præstegårde, og jeg har tværtimod ved adskillige lejligheder givet udtryk for stor taknemmelighed over for de daværende menighedsråd i Rimsø-Kastbjerg sogne, fordi de så helhjertet gik ind for, at vores gamle præstegård fik en tiltrængt restaurering i 1983-84.
At præsten så efter evne bakker disse bestræbelser op, er en anden sag - og det behøver han i øvrigt ikke være "landsbytosse" for at gøre".
[ Dagsoversigt | Arkiv ]
Skrevet af Rex, redaktion 11, den 15-11-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000