Artikler på Nørre Djurs Web
Geologiens Dage
Vejrudsigten lover sol i den kommende weekend, så der er al
mulig grund til at tage imod de 3 tilbud om guidede ture ved vores 2 smukke klinter ved
Karlby og Sangstrup, som lørdag og søndag byder på. Vores fotograf, Brian Jensen, var
stærkt fristet til at blive derude, skulle vi hilse og sige.
Læs mere om turene hér!
Det er Skov- og Naturstyrelsen, der står som koordinator af den række af ture, der er
arrangeret over hele landet både lørdag og søndag under fællestitlen Geologiens Dage.
I vores område er det som sagt Karlby og Sangstrup, der er lejlighed til at studere
nærmere, og den første af turene starter ud fra Karlby Kirke i morgen kl. 10. Her er
formålet at indsamle fossiler i kalken fra Danien-tiden, Randers-afdelingen af Danmarks
Naturfredningsforening står som arrangør og turleder er Ingemann Schnettler.
Naturfredningsforeningen er også involveret i den ene af søndagens 2 ture ved Sangstrup
Klint, men her er det afdelingen Grenå/Nørre Djurs, der står bag. Emnet er også her
fossiler, og leder af turen er Mona Nielsen.
Vores egen lokale havekspert, Niels E. Jessen fra Blå Flag-stationen i Fjellerup, leder
den anden tur om søndagen, med Nørre Djurs Kommune som arrangør. Den tager udgangspunkt
fra enden af Hjembækvej og handler om Dinosaurtidens hav og de mange forsteninger af
søliljestilke, søpindsvin, mosdyr, mm., som Sangstrup Klint er så rig på.
Husk endelig gummistøvler, madpakke, drikkevarer og (hvis man skal samle fossiler) hammer
og kniv. God fornøjelse!
Kilde: Dagbladet Djursland
[ Dagsoversigt | Arkiv ]
Skrevet af Rex, redaktion 11, den 22-09-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000