Artikler på Nørre Djurs Web
Lodsejere opgiver protest

I flere år har der været planer om at etablere en cykel- og gangsti langs det gamle jernbanespor fra Ryomgård til Gjerrild. Det er blevet "moderne" som turist gerne at ville ud i naturen og opleve den på nært hold, og det behov har man fra både amtsligt og kommunalt politisk hold gerne villet imødekomme med anlæggelsen af denne såkaldte "Gjerrild-sti".
Blandt de 28 lodsejere, der har jord, hvor stien skal gå, har der været udbredt modstand mod planerne. Der er en del ret uberørt natur på strækningen, og hos lodsejerne er der stor irritation over, at vildtet og jagten nu skal forstyrres af folks færden i disse områder. Som kompensation er man hidtil blevet lovet 275.000 kr., men nu er dette beløb sat op til 800.000 kr., en stigning, lodsejerne selvfølgelig er glade for. Alligevel har man indtil nu været trætte af, at sådan en politisk beslutning om at imødekomme folks stigende behov for at kunne færdes i naturen, altid vejer tungere end private lodsejeres interesser, og det har man strittet imod.
Nu har den største lodsejer, Meilgaard Slot, imidlertid opgivet videre protester, idet den unge godsejer Michael Iuel nfinder det formålsløst og alt for dyrt at fortsætte med at gå rettens vej for at få ændret den politiske beslutning om Gjerrild Stien.
Kilde: Grenå Bladet

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 11-09-00
Copyright Nørre Djurs Web 2000