Artikler på Nørre Djurs Web
Værestedet i Voldby lokker

Hvis man kikker i arrangementskalenderen, hvad enten det nu er på forsiden af Nørre Djurs Web eller i Dagbladet Djursland, er der næsten ikke en dag, hvor der ikke sker noget på Værestedet Birkehøj i Voldby, men hvad er egentlig Birkehøj for et sted? Jo, det er en villa i Voldby, hvor et brugerråd for 8 år siden samledes om at lave et tilbud til alle, som står og mangler plads til at kunne udfolde sig med de ting, de går og pusler med, og som gerne vil dyrke deres forskellige hobbies sammen med andre ligesindede. Det har i tidens løb ført til, at folk i alle aldre er begyndt at benytte sig af dette fine tilbud.
Udover alle de forskellige arrangementer i ugens løb har der længe været afholdt "Værested" hver onsdag formiddag, fortrinsvis for folk over 50, hvor Birkehøjs faciliteter står til rådighed for alt, hvad de fremmødte måtte have lyst til at hygge sig med. Man kan dog sagtens være endnu flere mennesker til disse åbne arrangementer, og for at give endnu flere chancen har man i efteråret foreløbig planlagt fire onsdage med åbent om eftermiddagen også. Der vil blive lejlighed til at møde lokale og udefrakommende fortællere og musikanter, og vi skal nok her på Nørre Djurs NetNyt holde jer underrettede om disse arrangementer, efterhånden som de nærmer sig.
Værestedet Birkehøj opfordrer desuden alle i kommunen, som måtte have én eller anden interesse, de mangler plads til at dyrke, om at henvende sig, så vil Brugerrådet prøve at skaffe plads i programmet.
Læs endvidere Mikkel Errboes artikel i Dagbladet Djursland, onsdag d. 6. september!

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 06-09-00
Copyright Nørre Djurs Web 2000