Artikler på Nørre Djurs Web
Om Stenvads fodboldtur til Tjekkiet

I dag vil vi rent undtagelsesvist bringe en 2 måneder gammel nyhed, da der ikke har været skrevet om den i nogen af de lokale aviser. Fodboldtræner i Stenvad Boldklub, Keld Kristensen, er nu også (helt uopfordret) begyndt at bruge Nørre Djurs NetNyt, og det vil vi gerne belønne ham med ved at bringe hans beretning fra 2 Stenvad-fodboldholds deltagelse i en international turnering i den tjekkiske by Ceske Budejovice.
Læs Keld Kristensens beretning her!

"Vi var af sted med vores junior mesterhold og vores damehold i serie 3. Vi boede på en ungdomspension i udkanten af byen Ceske Budejovice, hvor der boede 2 el. 3 på værelse sammen. Vi kørte med de grå busser, der havde sendt to chauffører med, som begge heppede ivrigt under kampene. Den første dag på vej derned var vi inde og se den tidligere koncentrationslejr Theresienstadt, og om aftenen blev der spillet five-a-side med blandede hold. Den næste dag tog vi på en 8 timers tur til Prag, og på tredjedagen startede fodbolden endelig.

Damerne lagde ud mod Wheat Ridge fra USA og tabte lidt ufortjent 0-2. I den næste kamp mod Ilava fra Slovakiet blev det derimod til en 2-1 sejr på 2 mål af Mia Schnoor. Herefter skulle der spilles om pladserne fra 5-8. Den første kamp blev tabt med 1-4 til Denver SC fra USA, målscorer var Gitte Larsen. I kampen om 7.-pladsen blev det i ordinær kamp 1-1 på mål af Tina Larsen. Herefter skulle holdene ud i straffesparkskonkurrence. Den endte 4-2 til Stenvad, da Tina Larsen, Anja Andersen, Trine Svenningsen og Gitte Larsen alle scorede på deres forsøg. Herefter var 7.-pladsen så hjemme. Den kun 15- årige Ida De Margos fik flest stemmer under stævnet, mens Mia Schnoor fik titlen som mest stabile spiller. Derudover blev Gitte Larsen kåret som bedste kammerat

.damer.jpg (27721 bytes)

Juniorerne lagde ud mod Ålborg Chang, og efter en sløv start kom der gang i løjerne efter pausen. Det blev til 4 Stenvad-scoringer på 12 minutter og dermed en sikker 4-0 sejr. I den næste kamp mod Lomnice fra Tjekkiet var der ingen startproblemer. 2-0 stod der efter 10 minutter, og så blev den sejr kørt stille og roligt hjem med 4-1.
Så begyndte det at blive spændende, for med sejr i næste kamp ville man være sikker på mindst 4.-pladsen og dermed en pokal. Men modstanderne var det gode slovakiske hold Sokol OFC. Drengene spillede dog op til deres bedste og vandt 2-0, hvor det sidste mål var en ren perle af et hovedstød af Ivan Nielsen på oplæg fra Thomas Christensen.
Nu var holdet klar til puljefinale mod det Italienske divisionshold Team Firenze, som havde gjort sig bemærket med flaskekast, spytterier, overgreb på piger etc. udenfor banen. På banen spillede de dog godt, og selvom vi kom foran 1-0 ved Nicolaj Clausen, var det fortjent, at italienerne fik udlignet til 1-1, som blev slutresultatet. Vi skulle imidlertid vinde for at komme i finalen, da Italienerne havde en bedre målscore.
I kampen om 3.-pladsen mødte vi Funder fra Silkeborg, og der var kun ét hold på banen, og det var os. Det blev til en 10-0 sejr, selv om vi blandt andet brændte et straffe. Sejren blev fejret, og så var det tid til præmieoverrækkelse på det store stadion i Ceske. På vejen hjem blev Thomas Christensen kåret som bedste spiller. Cyron Melville blev topscorer med 6 mål, mens Ivan Nielsen blev turens bedste kammerat.

drenge.jpg (24300 bytes)

Generelt var det en rigtig god tur, som både ledere, trænere og spillere har fået meget ud af."
Indsendt af fodboldtræner Keld Kristensen

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 06-09-00
Copyright Nørre Djurs Web 2000