Artikler på Nørre Djurs Web
Læserbrev: Naturskånsomt fiskeri
For et stykke tid siden fortalte vi om en debat, der for tiden kører om Fiskernes Økologiske Netværks lancering af begrebet "Naturskånsomt fiskeri". Danmarks Fiskeri-forening kalder det for "rent vrøvl", og i Dagbladet Djursland fra d. 30. juli har vi fundet følgende indlæg fra Keld Albrechtsen, folketingsmedlem for Enhedslisten:
"Fiskernes Økologiske Netværk er ved at "søsætte" naturskånsomt fiskeri. Det foregår efter retningslinier, der på linie med de første regelsæt for økologisk jordbrug forsøger at beskrive et fiskeri, som vil efterlade miljø og fiskebestande til de kommende generationer i mindst lige så god stand, som fiskere selv har fået det overdraget fra tidligere generationer.
De kalder det naturskånsomt fiskeri. Disse fisk vil fra august blive solgt med et kvalitetsmærke. Her holder den konkrete sammenligning med økologisk landbrug så også op, for fiskere hverken gøder eller sprøjter endsige sår - fiskere høster, så projektet går ikke ud på at forsøge at styre, hvad vilde fisk spiser - hvad formanden for Danmarks Fiskeriforening, Bent Rulle, ellers hånligt har påstået til de medier, der har villet lytte.
EU`s forvaltning af fiskeriet står ikke tilbage for forvaltningen af landbruget, når det gælder om at udstede regler, som i praksis fremmer overinvesteringer, regler som fører til ødelæggelse af de naturlige ressourcer og regler, der fører til absurditeter for menigmand.
Problemerne er bl.a., at mange af de effektive fiskeredskaber, som de store fartøjer anvender i dag, dels skader fisk som ikke fanges, f.eks. med de kæder, bomtrawl trækker hen over bunden for at skræmme fiskene op. Sådanne redskaber kræver desuden store mængder energi. Det er skruen uden ende: først skal der fanges fisk til at betale energien, så til at betale den store motor og de tunge redskaber, endelig kan der blive penge til at betale fiskerne. Udviklingen går så mod større maskinkraft, større redskaber og længere træk. Det giver flere fangede fisk af dårligere kvalitet, samt større faste udgifter - og flere fiskelig i slipstrømmen.
Det drejer sig også om, at konsumfisk fanget af de store fartøjer med stor kapacitet når at blive ældre, når fartøjerne har kapacitet til at blive på havet i flere dage. Hummerfiskere, som ikke daglander, kan f. eks. løse dette problem ved at dyppe hummerne i natriumsulfit, så hummerne ikke ændrer farve af at blive gamle.
Fiskere, som overholder regler, der forebygger ovenstående problemer, vil i sagens natur fange fiskene "langsommere". Det er derfor helt overordnet idéen, at man kan afskaffe "kvotereguleringen" ved at fiske "langsomt, altså fiske ekstensivt med fokus på kvalitet. Kvotereguleringen fører bl.a. til udsmid: fiskere tvinges i dag til at smide i størrelsesordenen lige så mange døde fisk ud, som dem der landes.
Naturskånsomt fangede fisk er fanget med redskaber som snurrevod og faste garn, der ikke stiller de store krav til motorstørrelse og energiforbrug. I det omfang, der anvendes bundslæbende redskaber, må de ikke trækkes på stenbund, fordi det river bunden op. Der stilles mere vidtgående krav til maskestørrelser og mængden af undermålere, og fiskene skal altid renses og afkøles hurtigst muligt eller sættes i dam og landes levende.
I Enhedslisten er vi begejstrede for, at der findes en vision med et konkret indhold for, hvordan fiskeriet kan udvikles på trods af de absurde forhold, der følger af EU`s kvotestyring, og vi håber, at forbrugerne vil tage godt imod de naturskånsomt fangede fisk."
Kilde: Dagbladet Djursland
[ Dagsoversigt | Arkiv ]
Skrevet af Rex, redaktion 11, den 18-08-00
Copyright Nørre Djurs Web 2000